Udvidelsen af Suez-kanalen er begyndt

Foto: Suez Canal Authority

De egyptiske kanalmyndigheder i Suez har påbegyndt arbejdet med udvidelsen af søvejen mellem Europa og Asien.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kanalmyndighederne i Suez (SCA) har påbegyndt arbejdet for at udvide den sydlige del kanalen, hvor det 400 meter lange containerskib Ever Given i marts satte sig fast.

Allerede i sidste uge meddelte de egyptiske kanalmyndigheder på et pressemøde, at de planlagde en udvidelsen af kanalen. Her fortalte Osama Rabie, der er formand for kanalmyndighederne, at den 30 kilometer lange strækning fra byen Suez til den store sø Great Bitter Lake skulle udvides med 40 meter på den østlige side, ligesom også dybden skulle øges fra cirka 20 meter til 22 meter.

Kanalmyndighederne oplyser altså nu, at arbejdet er begyndt efter direktiver fra den egyptiske præsident Abdel Fattah al-Sisi.

Projektet skal efter planen udvide en tovejssektion syd for Great Bitter Lake og vil delvist blive udført af den største dredger i Mellemøsten, Mohab Mamish, der ankom til Egypten i sidste måned.

Powered by Labrador CMS