Danskejet olietanker fra Torm angrebet i Adenbugten
Oprørere fra Houthi-bevægelsen i Yemen har søndag affyret raketter mod den dansk-ejede olietanker Torm Thor under skibets sejlads i Adenbugten.
Houthi-bevægelsen i Yemen fortsætter ufortrødent deres angreb mod den internationale skibstrafik, og søndag gik det endnu engang ud over et dansk-ejet fartøj, olietankeren Torm Thor blev beskudt af en række raketter. Det oplyser Houthi-bevægelsen ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Torm Thor, der sejler under amerikansk flag og med amerikansk besætning, blev dog ikke beskadiget ved angrebet, der ifølge det amerikanske militærs centralkommando, CENTCOM, blev stoppet, da en amerikansk destroyer skød en raket ned, som man formoder var på vej mod olietankeren.
Foruden Torm Thor skulle også et droneangreb mod et amerikansk flådefartøj være forsøgt gennemført, men heller ikke blev skibet ramt.
Missilangrebene fra Houthi-bevægelsen, der er støttet af Iran, har i de seneste måneder angrebet skibe i Det Røde Hav og Adenbugten i et forsøg på at vise støtte til Palæstina, efter krigen mellem Israel og terrororganisationen Hamas brød ud.
Tidligere er blandt andet containerskibet Maersk Gibraltar forsøgt angrebet, og Danmark har indsat fregatten Iver Huitfeldt i Det Røde Hav, hvor skibet bistår med at beskytte handelstrafikken i området.