Miljøminister på eksportfremstød med vandbranchen i USA

Miljøminister Lea Wermelin. Foto: Miljøministeriet
Miljøminister Lea Wermelin.

Sammen med en række danske virksomheder i vandbranchen tager miljøminister, Lea Wermelin, til USA for at styrke eksporten og samarbejdet mellem de to lande.

Offentliggjort

Oversvømmelser og tørke. Drikkevand og spildevand. Stormflod og vandforurening. Vand er både en vital naturressource og samtidig en stor, global udfordring.

Mange steder i verden er der stor efterspørgsel på vandteknologi og -løsninger og rådgivning fra eksperter i forhold til hvordan man håndterer de udfordringer, og danske virksomheder i vandbranchen er blandt verdens bedste til at levere de løsninger.

Også i USA er der fokus på at tage hånd om problemer med vand og derfor er miljøminister, Lea Wermelin, netop taget til Californien og Texas med en række danske vandvirksomheder. Det sker som led i den eksportstrategi for vandbranchen, som regeringen lancerede for nylig, hvor målet er at fordoble eksporten fra 20 milliarder kroner i 2019 til 40 milliarder kroner i 2030.

“I Danmark tager vi det som en selvfølge, at der for eksempel er vand nok, men i mange steder i verden er vandmangel et nærværende og alvorligt problem. Bæredygtig håndtering og udnyttelse af vandressourcerne er afgørende for klima, miljø og naturen. Danske virksomheder i vandbranchen er i verdensklasse, og den stærke position skal vi beholde. Der er brug for bæredygtige produkter og rådgivning af høj kvalitet over alt i verden, og her er Danmark leveringsdygtig. USA ser Danmark som et grønt og innovativt forgangsland – blandt andet på vandområdet. Den position skal vi udnytte til gavn for miljøet og for at skabe grønne, danske arbejdspladser,” siger miljøminister Lea Wermelin.

“Flere danske vandvirksomheder arbejder i dag målrettet på at komme tættere på den amerikanske vandsektor, men der er fortsat et stort uudnyttet potentiale for mange SMV’er. Amerikanske byer, forsyninger og den private industri kæmper i øjeblikket med klimaforandringer, aldrende infrastruktur og forhøjede energipriser, og med præsident Bidens godkendte 1.000 milliarder dollar budgetpakke følger ekstrastore investeringer som på delstatsniveau vil gå til etableringen af en ny vandinfrastruktur i USA. Her kan flere danske leverandører bidrage med effektive og langtidsholdbare løsninger, men det kræver, at de kender deres besøgstid og arbejder målrettet med det amerikanske marked,” siger Andreas Julskjaer Pedersen, Head of Danish Export – Water, Danish Export Association.

Under besøget skal den danske delegation besøge Texas og Californien. I Houston bliver der blandt andet afholdt Danish Water Day – en workshop, hvor den danske delegation blandt andre mødes med amerikanske vand- og spildevandforsyninger samt myndigheder og udveksler viden og idéer. Derudover deltager miljøministeren i åbningen af Grundfos’ nye hovedkvarter uden for Houston.

USA er Danmarks tredje største eksportmarked og verdens største vandmarked med en anslået størrelse på 156 milliarder dollar. Ud over det eksisterende marked har USA ifølge den amerikanske miljøstyrelse (EPA) et forventet investeringsbehov i den offentlige vandinfrastruktur i størrelsesordenen 682 milliarder dollar frem mod 2030.

Delegationen tog afsted søndag den 28. november og besøget slutter den 2. december.

Powered by Labrador CMS