Scandlines skærer 11 procent af Gedser-færgernes energiforbrug

Foto: Scandlines

Scandlines har netop sat nye propelblade på Gedser-færgerne og har dermed optimeret skibene til den aktuelle driftsprofil. Det giver en bedre virkningsgrad af propellen og en besparelse på fremdrivningsenergien på hele 11 procent.

Offentliggjort

I 2016 indsatte Scandlines to nye hybridfærger på ruten Gedser-Rostock. Færgerne er specialdesignet til ruten og til en hastighed på 20 knob med tre motorer i drift: to på centerpropellen og én til hotellast og thrustere.

Som led i rederiets grønne agenda er farten reduceret til 16 knob, og derfor er der kun behov for én motor på centerpropellen. Skibenes fremdrivningsmaskineri er ikke optimeret til denne hastighed, og én hovedmotor har ikke tilstrækkeligt drejningsmoment til at dreje propellen med den designede pitch (vinkel på propelbladet). For ikke at overbelaste motoren reduceres pitch, og propellens effektivitet falder væsentligt.

Den hidtidige centerpropel med en diameter på 4,6 meter blev således ikke udnyttet optimalt, og Scandlines besluttede derfor at udskifte de fem propelblade til mindre blade, så centerpropellen nu har fået en diameter på 4,2 meter. Ud over den forbedrede virkningsgrad giver det også færre vibrationer og reducerer samtidig risikoen for bundskader.

Med en overfartstid på to timer skærer Scandlines med de nye propelblade 11 procent af fremdrivningsenergien og CO2-udledningen.

Nye blade på centerpropellen på Scandlines Gedser-Rostock-hybridfærger:
Før: Centerpropel med en diameter på 4,6 meter
Nu: Centerpropel med en diameter på 4,2 meter
Antal: Centerpropellen har i alt fem blade
Vægt: Hvert blad vejer 1.223 kilo
Besparelse på fremdrivningsenergi: 11 procent
CO2-reducering: 11 procent

Powered by Labrador CMS