Trods aftale om totalstop – Ukendt aktør vil udvinde gas i Nordsøen

Arkivfoto: Arvind Vallabh / Unsplash

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har fået den første uopfordrede ansøgning om tilladelse til efterforskning og indvinding af gas og olie i et ikke-licensbelagt område i Nordsøen, siden Nordsøaftalen blev indgået.

Offentliggjort

Selvom et bredt flertal i Folketinget har aftalt at stoppe for udvinding af olie og gas i Nordsøen i 2050 for at fremme den grønne omstilling, så har Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet alligevel modtaget en ansøgning fra en ukendt aktør om at udvinde gas i et felt i Nordsøen. Det oplyser minsteriet i en pressemeddelelse.

Den uopfordrede ansøgning er den første, som ministeriet har modtaget, siden Nordsøaftalen blev indgået i 2020, og den altså ukendte aktør ønsker at udvinde gas i et felt, hvor potentialet er fem milliarder kubikmeter gas, hvilket svarer til cirka 2,5 gange det årlige gasforbrug i Danmark.

Ansøgningen skal nu konkurrenceudsættes i en miniudbudsrunde med henblik på efterforskning af området, men det er altså endnu uvist, om ansøgningen vil føre til egentlig udvinding af gas.

Powered by Labrador CMS