Statsrevisorer: Utilfredsstillende forvaltning af olierettigheder

CO2 kan deponeres under Nordsøen. Arkivfoto: Maersk Drilling
CO2 kan deponeres under Nordsøen.

Klima- og Energiministeriets forvaltning af olierettigheder i Nordsøen har ikke været tilfredsstillende. Sådan lyder en krads kritik af ministeriet fra Statsrevisorerne.

Offentliggjort

Ikke tilfredsstillende. Sådan beskriver Statsrevisorerne i en bemærkning til Klima- og Energiministeriets forvaltning af olierettigheder i Nordsøen i en beretning fra Rigsrevisionen.

Blandt andet kan Energistyrelsen ikke dokumentere, om 28 ud af 46 planlagte tilsyn i 2019 og 2020 er blevet udført.

“Energistyrelsen kan ikke i tilstrækkelig grad dokumentere, at styrelsen har ført tilsyn med, om rettighedshaverne har efterlevet vilkårene for aktiviteterne i Nordsøen. Styrelsen har først i 2019 planlagt et dækkende tilsyn med rettighedshavernes aktiviteter. Der kan således være risiko for, at rettighedshaverne ikke efterlever undergrundsloven og de vilkår, som er knyttet til deres tilladelser,” lyder det blandt andet fra statsrevisorerne, inden de fortsætter den kradse kritik.

“Statsrevisorerne finder det utilfredsstillende, at Energistyrelsens dialog med Kammeradvokaten om den anden vurdering har været sparsomt dokumenteret, og at der ikke har foreligget et kommissorium for det arbejde, som Kammeradvokaten skulle udføre. Herved er der risiko for, at de juridiske vurderinger blev foretaget på et ufuldstændigt grundlag,” skriver de.

De mange tilsyn skal tjekke, om selskaberne lever op til vilkårene for deres olierettigheder i Nordsøen.

Powered by Labrador CMS