Indkalder idéer til miljøkonsekvensrapport for Havmøllepark
Energistyrelsen og Miljøstyrelsen igangsætter nu en idéfasehøring om indhold af miljøkonsekvensrapporten for Jammerland Bugt Kystnær Havmøllepark.
Borgere, organisationer, myndigheder samt andre, der kan blive berørt af projektet, har mulighed for at komme med forslag til, hvad der skal indgå i miljøkonsekvensrapporten for projektet om Jammerland Bugt Kystnær Havmøllepark.
Energistyrelsen og Miljøstyrelsen opfordrer offentligheden og berørte myndigheder til at indsende idéer og forslag til indholdet af den miljøkonsekvensrapport, som bygherre skal udarbejde.
Når der er udarbejdet en miljøkonsekvensrapport for projektet, vil Energistyrelsen og Miljøstyrelsen sende rapporten i en otte ugers offentlig høring.
Energistyrelsen tager først endelig stilling til, om der kan gives etableringstilladelse til projektet, når der har været gennemført en offentlig høring af miljøkonsekvensrapporten. Ligeledes vil Miljøstyrelsen efter de otte ugers offentlig høring tage stilling til, om der kan meddeles miljøvurderingstilladelse til projektet.
Høringssvar skal sendes til Energistyrelsen senest den 2. december 2021.