‘Det er altid lidt nervepirrende, når man rammer et isbjerg’

Marcus Nattestad Huusom. Foto: Privat
Marcus Nattestad Huusom.

Livet til søs kan byde på mange alside oplevelser og erfaringer. Det har vi på MaritimeDirect sat fokus på i vores indslag Q&A med en Sømand, hvor du denne gang kan møde 24-årige Marcus Nattestad Huusom.

Offentliggjort Sidst opdateret

Jeg hedder Marcus Nattestad Huusom. Jeg er 24 år gammel og ufaglært. Jeg har sejlet med autolineskibet Polarstjørnan i et år nu. Jeg har fisket i både Grønland, Island og Færøerne. Jeg har også været en enkelt tur ude med en lille trawler ved navn Friðborg, ligesom jeg altid har lystfisket fra mindre både.

Hvorfor drog du til søs?

Jeg drog til søs for at tjene penge og få en ordentlig en på opleveren. Jeg har altid været draget af havet, og de fleste mænd i min familie har været eller er sømænd. Jeg var kørt lidt træt i en HF, og derfor lå det lige til højrebenet, da jeg fik muligheden for at komme ud og sejle.

Hvad er dit bedste minde fra livet som sømand?

Jeg vil pakke mange minder ind i et svar på dette spørgsmål. Jeg vil sige, at det er alle de solopgange og solnedgange, som jeg har oplevet. Der er ikke noget bedre. For ikke at tale om alle de forskellige slags havdyr og fugle, man får på tæt hold som fisker. Alt fra hajer til rokker til alverdens fisk, krabber, blæksprutter og lignende.

Hvad er din mest enestående oplevelse til søs?

Der er simpelthen så mange fede oplevelser, at det er svært at vælge. Måske at fiske omgivet af drivende gletsjer-is i Østgrønland. Det er en kæmpe oplevelse, og på samme tid lidt nervepirrende, når man bliver ramt af et af de isbjerge, man ikke lige kunne undgå. Det giver et ordentligt skrald i skroget. Desuden er det jo langt fra de fleste, der oplever sådan noget.

Hvad er dit vildeste minde?

Det vildeste minde må nok også være flere minder pakket i et. At stå i ‘rullen’ eller ‘hullet’, som vi kalder det, i en slem storm med bølger på mellem 15 og 20 meter er ikke for småbørn. De første par gange er det lige før, man skal skifte underbukserne ud efter vagten, men man bliver mere og mere vant til det. Det er nok også der, hvor man i princippet kan være tæt på døden, at man føler sig mest i live, vil jeg sige.

Hvilken havn har for dig været det bedste sted at besøge? Hvorfor?

Den fedeste havn, jeg indtil videre har besøgt, har nok været Hafnafjörður i Island – ganske enkelt fordi vi havde det pisseskægt. Vi besøgte de varme kilder og besøgte selvfølgelig også et par lokale beværtninger. Vi fik smagt lidt lokal øl og mødte nogle islandske kvinder. Alle var søde og rare, og det kan helt sikkert anbefales at kigge forbi Island.

Powered by Labrador CMS