Kanalmyndighed sænker erstatningskrav til Ever Given
Kanalmyndighederne i Suez-kanalen har valgt at skære næsten en tredjedel af det erstatningskrav, som de i første omgang har forlangt for at lade containerskibet Ever Given fortsætte sin rejse.
Erstatningskravet lød i første omgang på næsten 1 milliard dollar, men nu har kanalmyndighederne i Suez-kanalen (Suez Canal Authority) valgt at strække sig en for at få containerskibet Ever Given væk fra Great Bitter Lakes, hvor det i øjeblikket er tilbageholdt.
Ifølge kanalmyndighederne er de nu villige til at slippe det 400 meter lange skib fri for omkring 600 millioner i stedet.
Hvorvidt det er nok til at Ever Givens japanske ejer Shoei Kisen vil hive tegnebogen op ad lommen er endnu uvist. Han har hidtil nægtet at betale erstatningskravet, som han mener er sat urealistisk højt, og har forsøgt at henvise til den internationale konvention om begrænsning af ansvar, der begrænser krav til maksimalt 115 millioner dollar.
Hele tvisten startede, da det store containerskib Ever Given satte sig på tværs i Suez-kanalen og blokerede for al trafik i næsten en uge. Herved blev flere hundrede skibe samt deres last forsinket i deres rejse mellem Europa og Asien, hvilket kostede både kanalmyndighederne i Egypten og den globale verdenshandel dyrt.