Justitsminister vil sende pirat til fængselsafsoning i udlandet

Esbern Snare. Foto: Søværnet
Esbern Snare.

Den nigerianske pirat, der fredag blev varetægtsfængslet i København, kan, hvis han bliver dømt, blive sendt til fængselsafsoning i Kosovo, hvis det står til justitsminister Nick Hækkerup (S).

Offentliggjort Sidst opdateret

Stod det til den danske regering, så skulle den nigerianske pirat, der fredag blev fremstillet i grundlovsforhør og senere varetægtsfængslet, slet ikke til Danmark, og nu åbner justitsminister Nick Hækkerup døren for, at piraten bliver sendt til fængselsafsoning på Balkan, såfremt han bliver dømt. Det skriver Ekstra Bladet.

Muligheden byder sig, fordi Danmark i december underskrev en hensigtserklæring om at leje 300 fængselspladser i Kosovo, hvor regeringen vil huse udvisningsdømte fanger, indtil de kan returneres til deres hjemlande, og netop den kategori hører den 39-årige nigerianer under.

“Nu arbejder vi med at få oprettet en fængselsafsoning i Kosovo. Og han vil være en af dem, som vil være kandidat til at afsone sin straf i det fængsel. For han har ikke noget som helst med Danmark at gøre,” siger Nick Hækkerup til avisen.

De tre øvrige pirater, der siden slutningen af november har været tilbageholdt ombord på Esbern Snare, blev i sidste uge løsladt til søs. De danske myndigheder mener ikke, at det er forsvarligt at løslade den sidste mand på grund af de skader, han pådrog sig i ildkampen mod de danske soldater.

Powered by Labrador CMS