Se billederne: Esbern Snare øver piratjagt i Guineabugten
Esbern Snares ene gummibåd spillede piratfartøj i en afrikansk antipirateriøvelse. Det danske skib har også øvet helikopteroperationer med en italiensk fregat.
Fregatten Esbern Snare har styrket relationerne til andre nationer, der også bidrager til indsatsen mod pirateri i Guineabugten. Det skete i forbindelse med den danske fregats kortvarige medvirken i en flådeøvelse, der fandt sted ud for Pointe Noire i Republikken Congo. Her medvirkede også skibe fra Brasilien, Frankrig, Italien og Congo.
Esbern Snare spillede rollen som et skib, der var under angreb fra pirater, og det var en af fregattens egne gummibåde, der indtog rollen som piratfartøjet. Piraterne blev standset af soldater fra Congo med støtte fra en italiensk helikopter, og ingen af fregattens særlige kapaciteter som helikopter og specialoperationsstyrker blev trænet. Øvelsen rummede dog mere, end det, der kunne ses på overfladen.
”Der kører også et spil med rapportering til det hovedkvarter, der overvåger farvandet hernede. De får oplysninger om piratangrebet og sender så meldinger ud til de militære skibe, der er i området,” forklarer chefen på den danske fregat, kommandørkaptajn Lars Povl Jensen.