Sådan skal Esbjerg Havn udbygges til at klare øgede NATO-styrker

Kampvogne udskibes fra Esbjerg Havn. Arkivfoto: Forsvaret
Kampvogne udskibes fra Esbjerg Havn.

Forsvarsminister Morten Bødskov underskrev mandag en koordinationsaftale med Esbjerg Havn og Esbjerg Kommune om at arbejde for en udbyggelse af Esbjerg Havn. Dermed vil Danmark være i stand til at modtage en brigade af NATO styrker på kortere tid end tidligere.

Offentliggjort

Den sikkerhedspolitiske situation i Europa blev for alvor forandret for et halvt år siden, da Putin valgte at invadere Ukraine. Det har affødt en klar forventning om, at Danmark bidrager med værtsnationsstøtte for vores allierede, der gerne vil igennem Danmark. En forventning, man fra dansk side gerne vil leve op til.

Derfor underskrev forsvarsminister Morten Bødskov (S) mandag en koordinationsaftale med en række partnere, der vil arbejde for at udbygge Esbjerg Havn og derved stille nødvendige og forbedrede faciliteter til rådighed for vores allierede.

”I den nye sikkerhedspoliske situation bliver Danmark betragtet som en markant bidragsyder. Projektet i Esbjerg Havn kræver et stærkt samarbejde på tværs af ministeriet og vores partnere, og derfor er jeg glad for, at vi i dag kan underskrive denne koordinationsaftale. Aftalen er et udtryk for projektets betydning for Danmark og for lokalområdet i Esbjerg. Vi kommer til at arbejde tæt sammen for at komme i mål,” lyder det i en pressemeddelelse fra forsvarsminister Morten Bødskov.

Helt konkret er hensigten at uddybe sejlrenden til 12,5 meter og etablere af de nødvendige modtagelsesfaciliteter for allierede styrker på havnen.

Miljøminister Lea Wermelin, klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen, transportminister Trine Bramsen, formand for Esbjerg Havn, Søren Gade og borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen skrev også under på koordinationsaftalen.

Esbjerg Havn er et attraktivt knudepunkt for NATO, fordi havnen kan rumme modtagelse af allierede styrker til Østersøområdet og Baltikum. Havnen har en god størrelse og beliggenhed ud mod Vesterhavet og er tæt placeret ved jernbane- og motorvejsnet og lufthavnen. Derudover ligger havnen tæt ved Oksbøl øvelsesterræn.

Udover at være et attraktivt knudepunkt for NATO, vil udbygningen også have betydning for udskibning af større havvindmøller og regeringens ambitioner om at markant udbygge havvind i Danmark.

Powered by Labrador CMS