Vattenfall bygger kæmpe lager på vestjysk havn

Illustration: Vattenfall
Illustration: Vattenfall

Esbjerg Havn skal lægge addresse til Vattenfalls største lager i Nordeuropa. Her skal der huses kritiske hovedkomponenter og reservedele.

Offentliggjort

Esbjerg Havn skal huse Vattenfalls største lager i Nordeuropa på i alt 2.100 kvadratmeter indendørs og 8.200 kvadratmeter udendørs. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

Planen er, at det bliver fra disse faciliteter i Esbjerg, at størstedelen af Vattenfalls vindmølleparker i Nordeuropa skal forsynes med reservedele.

”Esbjerg Havn er det helt rigtige sted for os at placere sådan et lager på grund af den centrale placering i Nordeuropa og den professionelle havnedrift. Det vil give os en stordriftsfordel, frem for at have essentielle hovedkomponenter opbevaret på mindre lokationer rundt omkring og er en vigtig del af vores ambitioner om at se vækst af vindmølleparker på tværs af Nordeuropa,” siger Pia Bonding, Head of Integrated Operations i Vattenfall.

Vattenfall driver i øjeblikket over 1.300 land- og havvindmøller i Nordeuropa fordelt over parker fra Nordsverige over Danmark til Tyskland og Holland. Allerede i dag overvåges parkerne fra Vattenfalls kontor i Esbjerg og fremadrettet vil byen altså også være omdrejningspunkt for et centralt lager til disse parker.

Direktør på Esbjerg Havn, Dennis Jul Pedersen, hilser det nye varelager velkomment. Han er især tilfreds, fordi han ser det som en bekræftelse på, at strategien med at udlægge 150.000 m2 i den gamle færgehavn til lignende projekter, er rigtig.

”Det har været et krav fra Vattenfall, at bygningen lå tæt på kajen. Det er en del af havnens strategi at kunne levere netop de muligheder, og den tidligere færgehavn er udlagt til den type aktivitet,” siger direktør på Esbjerg Havn, Dennis Jul Pedersen.

Det bliver selskabet Thyborøn Invest, der skal opføre og senere udleje bygningen til Vattenfall.

Arbejdet påbegyndes ved udgangen af juni måned i år, og byggeriet forventes at stå færdigt cirka ti måneder senere. Herefter skal lageret fyldes op og gøres klar til drift, således at det kan tages i brug i juni 2022.

Powered by Labrador CMS