Fuldt rejst: Alle vindmøller er på plads i Vesterhav Syd
Den første vindmølle i Vesterhav Syd blev rejst 12. juli, og lørdag morgen kom så den 20. og sidste på plads.
Opsætningen af vindmøller i parken Vesterhav Syd er nu færdiggjort. Lørdag blev den 20. og sidste af slagsen nemlig rejst i Nordsøen ud for Hvide Sande. Det oplyser selskabet bag vindmølleparken, Vattenfall, i en pressemeddelelse.
Arbejdet med at rejse de 20 vindmøller begyndte den 7. juli, hvor installationsfartøjet Vole au Vent første gang forlod havnen i Esbjerg med fire sæt havmøller, og sommeren igennem er opsætningsarbejdet gået slag i slag, mens vindmøllemontørerne har fået så meget erfaring, at de ifølge Vattenfall har på det seneste har kunnet nøjes med at brug omkring 17 timer på at sætte en enkelt mølle op i parken.
Næste skridt i arbejdet med Vesterhav Syd bliver at afslutte arbejdet med nedgravning af eksportkabler, så man senere på efteråret kan begynde at levere strøm fra parken.
“Vi er meget glade for at have monteret alle 20 vindmøller i Vesterhav Syd. Vi fokuserer nu fuldt ud på at få afsluttet arbejdet med eksportkablerne, så vi kan begynde at sende fossilfri elektricitet ud til forbrugerne,” lyder det fra Vattenfalls projektdirektør for Vesterhav Syd og Nord, Mathilde Damsgaard.
Samtidig med, at kabelarbejdet i syd bliver afsluttet, skal de sidste møller i søsterparken Vesterhav Nord opsættes. Af de i alt 21 møller er 12 opsat, og Vole au Vent sejlede mandag fra Esbjerg med fire sæt møller. Vattenfall forventer at arbejdet med mølleopsætning i nord bliver afsluttet senere i efteråret.
Både Vesterhav Syd og Vesterhav Nord skal være fuldt tilsluttet elnettet senest 31. december 2023.