Skoleskib er storleverandør af søfolk til offshore-industrien
Skoleskibet Georg Stage er storleverandør af de søfolk, der vedligeholder havvindmøllerne. Der bliver brug for endnu flere, hvis den grønne omstilling skal lykkes.
”Hvem skal sejle materialer, håndværkere og specialister ud for at bygge og vedligeholde de enorme anlæg?” spørger Asser Amdisen. Han er direktør for Stiftelsen Georg Stages Minde, der driver skoleskibet Georg Stage.
”Den grønne omstilling kræver store mængder arbejdskraft, og vi skal i gang med at uddanne dem nu,” lyder det.
Havmølleparker og to nye energiøer er afgørende for Danmarks klimaindsats. De historisk store projekter kræver en mængde kvalificerede søfolk, og Skoleskibet Georg Stage uddanner på to togter op til 126 unge søfolk om året. Men i det nuværende udkast til finanslov for 2022 er skibet beskåret til kun at sejle ét togt årligt og dermed kun uddanne halvt så mange elever.
”Vi har en del unge, der ikke passer ind i det almindelige skolesystem, og samtidig har vi et skrigende behov for søfolk til den grønne omstilling. Lad os da løse de to problemer på én gang,” siger Asser Amdisen.
Fakta:
- 25 procent af Georg Stages elever fra første togt i 2021 blev straks ansat i et enkelt rederi, Esvagt, der fra Esbjerg servicerer offshore- og vindmølleindustri i Nordsøen.
- Cirka 70 procent af Georg Stages elever er uden job eller uddannelse, når de går ombord, eller de har en afbrudt ungdomsuddannelse bag sig.
- 99 procent af Georg Stages elever kommer i job eller uddannelse inden for to år efter opholdet, ifølge tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.