Odense Havn vil udvide sejlrende og kajer med støtte fra EU

Arkivfoto: Odense Havn

15 millioner kroner har Odense Havn fået bevilliget fra EU’s infrastrukturfond til en forundersøgelse af, hvordan sejlrende og kajarealer bedst kan udvides.

Offentliggjort

Havvindmøllerne bliver stadigt større og tungere, og det gør deres komponenter også. Derfor er der brug for større skibe til at transportere dem ud på havet.

Hvis Odense Havn skal kunne følge med den udvikling og fortsat være Nordeuropas førende produktionshavn inden for offshore vind, er det bydende nødvendigt, at sejlløbet i Odense Fjord udvides i både bredde og dybde.

“Vi er kritisk infrastruktur og har, som erhvervshavn, pligt til at tilpasse vores vandveje til de fartøjer, som skal ind og ud af havnen. Det gælder f.eks. de installations- og transportskibe til offshore vind, der skal herind og serviceres af skibsreparationsværftet Fayard, og som skal hente fundamenter og naceller fra hhv. Bladt Industries og Vestas. Får vi ikke moderniseret sejlløbet, er regnestykket meget simpelt; kunderne vil miste ordrer og vores eksistensgrundlag smuldre sammen med den grønne industri herude, som vi ikke længere vil være i stand til at understøtte,” siger administrerende direktør for Odense Havn, Carsten Aa.

Den nuværende sejlrende er 60 meter bred på det dybeste stykke, som tæller 11 meter, og den største udfordring er, at sejlløbet slår to knæk på vejen, hvilket giver lodserne sved på panden, når de skal gå slalom linegang med 190+ meter lange skibe.

For at kunne fremtidssikre sejlløb og kajplads til de stadigt større skibe, der i stigende grad anløber med stål og komponenter til vindmølleindustrien på Odense Havn, skal det undersøges, hvordan kajarealet kan udvides med op til 1 million kvadratmeter, og sejlløbet til 140 x 12 meter.

På den baggrund har Odense Havn afsat 30 millioner kroner til en omfattende forundersøgelse, hvortil EU’s infrastrukturfond, CEF (Connecting Europe Facility), har givet tilsagn om at finansiere 50 procent.

Arkitekt- og rådgivervirksomheden Sweco, der har vundet opgaven, har lagt en konkret køreplan for de mange steps i forundersøgelsen frem til 2025 og er nu i fuld gang med de første feltundersøgelser. Det gælder blandt andet miljøvurderinger, geotekniske undersøgelser og optælling af planter og fuglearter, så en udvidelse af kaj og sejlløb sker på det bedst mulige datagrundlag, hvor alle miljøkrav overholdes.

“Vi befinder os i et kapløb med tiden om at få vores infrastruktur gearet til morgendagens behov, hvis vi skal kunne fastholde vores position som Nordeuropas vigtigste produktionshavn – og som land kunne fastholde grønne arbejdspladser og i det hele taget understøtte den grønne omstilling. Vi har ikke tid til årelange godkendelsesprocesser fra myndighederne, hvis vi skal indfri de politiske ambitioner om en mangedobling af havvind i Nord- og Østersøen,” siger Carsten Aa.

Powered by Labrador CMS