Molslinjen modtager løftet pegefinger fra Søfartsstyrelsen
En langsom indmelding om en hændelse i Rønne Havn den 5. april har givet Molslinjen en påtale fra Søfartsstyrelsen.
En langsom indmelding om en hændelse i Rønne Havn den 5. april har givet Molslinjen en påtale fra Søfartsstyrelsen. Det skriver TV2 Bornholm.
Hele miseren drejer sig om en episode, hvor Bornholmslinjens færge Express 1 var mere end en halv time om at lægge til i Rønne Havn efter et pludseligt opstået uvejr.
Ifølge TV-kanalen er den løftede pegefinger dog ikke rettet mod besætningens ageren, som var helt efter bogen, men derimod af rederiets kontor, som ikke meldte Søfartsstyrelsen om episoden før 16 dage senere, hvor der blev sendt en mail afsted fra Molslinjen.
Men så lang tid må der altså ikke gå i fremtiden. Alle lignende hændelser skal fremover indberettes med det samme, og det er nu blevet indskærpet overfor færgerederiet.
Ifølge TV2 Bornholm har Molslinjens kommunikationschef Jesper Maack forklaret, at skibsføreren i første omgang ikke valgte at indrapportere sagen, da der ikke var sket skade på skib, passagerer eller kajanlæg.