Aftale om dansk-svensk færgerute over Kattegat forlænget

Foto: Stena Line

Det bliver også i fremtiden muligt at sejle med Stena Line fra havnen i Grenaa. Parterne har mandag nemlig indgået en ny aftale om færgeruten til Halmstad i Sverige, som løber helt frem til udgangen af 2034.

Offentliggjort

Siden 1. februar 2020 har Stena Line sejlet mellem Grenaa Havn på Djursland og Halmstad i Sverige, og det fortsætter de med i en rum tid endnu.

Mandag kunne Grenaa Havn og det svenske rederi nemlig offentliggøre en forlængelse af besejlingsaftalen, som nu løber ind til udgangen af 2034.

“Vi er glade for, at vi med denne flerårige aftale med Stena Line kan tilbyde et alternativ til den lange vej over Fyn og Sjælland. Det har været vigtigt for os, at aftalen strækker sig over mange år, så transportbranchen har mulighed for at planlægge deres rutenet over en flerårig periode,” lyder det fra CEO hos Grenaa Havn A/S, Henrik Carstensen.

Færgeforbindelsem mellem den østjyske havn og Sverige har eksisteret i godt 65 år, og i cirka 40 år er det Stena Line, der har stået bag ruten.

“Hos Stena Line glæder det os at indgå en langsigtet aftale om færgeforbindelsen mellem Grenaa og Halmstad og dermed forsat at kunne tilbyde vores fragtkunder og passagerer en effektiv og miljøvenlig transportmulighed på tværs af Kattegat. Vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med Grenaa Havn og Norddjurs Kommune i de kommende mange år,” siger Operations Manager, Port and Terminals Stena Line, Kim Lindholm.

Ruten mellem Grenaa og Halmstad har to daglige afgange.

Powered by Labrador CMS