Færgerederi forventer flere rejser over Kattegat i 2024
2023 har været et travlt år målt på trafikken over Kattegat, og hos færgerederiet Stena Line beretter man allerede nu om stigninger i antallet af danske og svenske rejsende i perioden januar til april 2024.
Inflation og en historisk lav kurs på den svenske krone har givet travlhed på færgeruterne mellem Jylland og Sverige i 2023. I løbet af året har mange danskere udnyttet chancen for at spare penge på ferier, shopping og indkøb. Foreløbige tal fra den svenske myndighed Tillväxtverket viser, at tilstrømningen af danske gæster i 2023 har været så stor, at antallet af danske gæstenætter i Sverige er øget med 26 procent sammenlignet med 2019.
Hos færgerederiet Stena Line slutter man året, som man startede det. Nemlig med et stort antal danske passagerer på færgerne. I november havde rederiet 25 procent flere danske passagerer sammenlignet med året forinden, og Stena Line mærker allerede nu en stor interesse i rejser over Kattegat i 2024. For perioden mellem januar og april 2024 beretter rederiet om en stigning i antallet af danske rejsende på 28 procent og i antallet af svenske rejsende på 26 procent sammenlignet med i år.
Hos Stena Line håber man på at kunne forsætte den positive udvikling i danske og svenske bookinger ind i 2024, og færgerederiet arbejder blandt andet på at forbedre kunderejsen fra start til slut ved nu at gå i gang med en videreudvikling af bookingsystemet.
“Som nabolande er Sverige og Danmark vigtige for hinandens økonomi, og derfor arbejder vi også på at forbedre vores kunderejse, så det bliver endnu nemmere at rejse imellem landene. 2023 har været et stærkt år målt på danske bookinger, og det er meget positivt, at vi kan se tendensen fortsætte ind i 2024. Herudover kan vi se, at flere svenskere på trods af kronekursen igen er begyndt at booke. Sverige er historisk set et stort marked for Danmark målt på gæsteovernatninger, og med en bedre og mere fleksibel bookingproces håber vi på, at få endnu flere svenske gæster tilbage til Danmark næste år,” lyder det fra Travel Commercial Manager hos Stena Line, Ulf Staff.
Formålet med udviklingen af rederiets bookingsystem er at skabe en mere skræddersyet bookingoplevelse samt en bedre oplevelse for det stadig større antal rejsende, der foretager bookinger via mobiltelefonen. Den nye digitale satsning skal overordnet gøre det nemmere at booke, navigere og senere lave tilføjelser til sin booking.
Stena Line driver i dag to færgeruter mellem Jylland og Sverige fra henholdsvis Grenå til Halmstad og Frederikshavn til Gøteborg. Alle færger på ruterne har restaurant, legeområder og butikker ombord, og på begge ruter har de rejsende mulighed for at medbringe deres egen bil.