Så støbes der tunnelelementer

Så er der gang i støbningen af tunnelementerne til Femern Bælt-forbindelsen. Foto: Femern Bælt
Så er der gang i støbningen af tunnelementerne til Femern Bælt-forbindelsen.

Støbningen af tunnelelementerne til Femern Bælt-tunnelen er nu i fuld gang.

Offentliggjort

Det sker cirka to og et halvt år efter, at første spadestik til verdens største betonelementfabrik blev taget. Det skriver Femern Bælt i en pressemeddelelse.

Dermed er Femern Bælt-projektet kommet til et helt afgørende tidspunkt i projektets historie. De seneste år har det handlet om at få opbygget tunnelelementfabrikken, og nu er støbningen altså i gang.

Det er et meget afgørende tidspunkt og en stor milepæl i Femern Bælt-projektet. Byggeriet af fabrikken, arbejdshavnen og tunnelportalen har fyldt rigtigt meget, men nu kan vi rent faktisk konstatere, at støbningen af elementerne til Femern Bælt-tunnelen er i gang. Det er der god grund til at glæde sig over, siger Jens Ole Kaslund, teknisk direktør i Femern A/S, der er bygherre på Femern Bælt-forbindelsen.

Det er hovedentreprenøren Femern Link Contractors, FLC, der har opført tunnelelementfabrikken, og som nu er i gang med selve produktionen af tunnelelementerne.

”Vi har forberedt os meget grundigt på støbningen af det første segment. Det har været meget vigtigt for os, at medarbejderne og processerne under støbningen har været maksimalt forberedte for at sikre, at støbeprocessen forløb, som den skulle”, siger Sebastién Bliaut, adm. direktør i FLC.

Fakta

Til Femern Bælt-forbindelsen skal der støbes 89 tunnelelementer. De 79 bliver standardtunnelelementer på hver 217 meter i længden, 42 meter i bredden og 9 meter i højden. Et standardtunnelelement bliver lavet i 9 støbninger – også kaldet segmenter – på hver cirka 24 meter i længden. Det er altså det allerførste segment af i alt 711 segmenter, der nu er blevet støbt.

Det første tunnelelement forventes at blive nedsænket i Femern Bælt i 2024 i den særlige tunnelrende, hvoraf mere end 90 procent nu er færdiggjort.

Produktionen af tunnelelementerne vil fortsætte til 2027, hvor det forventes, at det sidste tunnelelement til Femern Bælt-forbindelsen er færdigproduceret.

Femern Bælt-tunnelen åbner i 2029.

Powered by Labrador CMS