Kom med ombord: NCL tager levering af nybygget krydstogtskib
Det norske krydstogtrederi Norwegian Cruise Line har netop taget imod det andet af i alt seks skibe i rederiets nye skibsklasse, Prima Class.
Den norske krydstogtgigant Norwegian Cruise Line (NCL) er i fuld gang med at forny sin flåde, og i begyndelsen af august kunne rederiet således tage imod det nybyggede fartøj Norwegian Viva. Det oplyser NCL i en pressemeddelelse.
Leveringen af Norwegian Viva, der er det andet af i alt seks skibe i rederiets nye skibsklasse, Prima Class, fandt sted på det italienske skibsværft, Fincantieri i Marghera, hvor det 294 meter lange krydstogtskib er bygget, og med tilførslen af Norwegian Viva råder rederiet nu over en flåde på 19 moderne krydstogtskibe.
“Fremstillingen af så storslåede krydstogtskibe som Prima Class-skibene kan kun lade sig gøre i samarbejde med et kompetent skibsværft som Fincantieri. Leveringen af Norwegian Viva markerer en vigtig milepæl for NCL. Vi kan ikke vente med at bringe dette spektakulære skib til live, når vi i næste uge byder gæster velkommen ombord for første gang,” siger President hos NCL, David J. Herrera.
Norwegian Viva tog allerede den 10. august afsted på sin jomfrurejse; et ni-dages krydstogt i Middelhavet fra Trieste til Lissabon med stop i Split, Livorno, Civitavecchia, Cannes og Ibiza.
I videoen her kan du komme med ombord på det nybyggede skib.