Dansk skibsværft sikrer sig mest værdifulde kontrakt på trawler
Karstensens Skibsværft i Skagen sikrede sig lillejuleaften den mest værdifulde kontrakt på et fiskefartøj i værftets historie.
Julen kom tidligt til Karstensens Skibsværft i Skagen, da rederiet lillejuleaften modtog en ordre på en 88,00 meter langt pelagisk trawler til en kontraktpris på godt 340 millioner kroner.
Det er rederiet Krossbrekka P/F fra Gøtu fra Færøerne, som er en del af Varðin-gruppen, der står bag ordren, og færingerne har et langt samarbejde med Karstensens Skibsværft, der strækker sig årtier tilbage.
Rederiet og værftet har arbejdet intensivt sammen over de seneste måneder for at skabe et koncept, som både økonomisk og ikke mindst teknisk er særdeles attraktivt, og det er altså mundet ud i ordren på den nye trawler med navnet Finnur Fríði.
Krossbrekka har været optaget af innovative og optimerende løsninger, delvis baseret på de senere års meget positive drift på nuværende Finnur Fríði, og der er lagt speciel meget vægt på at optimere arbejdsforhold, sikkerhed og komfort for besætningen.
I lighed med de øvrige pelagiske fartøjer som Karstensens har under bygning til redere i Færøerne, Island, Skotland, Norge, Sverige og Danmark, er også nye Finnur Fríði af eget design.
Skroget til det nye Finnur Fríði skal bygges hos Karstensen Shipyard Poland, og det færdige skib skal leveres i januar 2024.
Fartøjets hoveddimensioner:
- Længde overalt 88,00 m
- Bredde moulded 16,50 / 17,50 m
- Dybde 2.dæk 8,85 m
Øvrig teknisk data:
- Sidepropellere Brunvoll, 1400 kW
- Nedsænkbar kombi-thruster Brunvoll, 1479 kW
- RSW-anlæg 3 x 1100 kW + 80 kW