Ikke til gene – Søfartsstyrelsen vil ikke røre forlist båd
Et mystisk, forlist skib får lov til at drive rundt i Horsens Fjord. Søfartsstyrelsen afviser nemlig at gøre noget ved vraget.
Igennem flere måneder har en mystisk forlist sejlbåd skvulpet rundt i Horsens Fjord. Ingen ved, hvem der ejer den, eller hvorfor den er der, og ingen vil tage ansvar for at fjerne den – til frustration blandt lokale beboere.
Flere har nemlig henvendt sig til kommunen omkring den mystiske forliste båd. Sagen ligger dog ikke på kommunens bord, og her har man derfor sendt henvendelserne videre til Søfartsstyrelsen, som dog ikke har tænkt sig at gøre noget videre ved sagen.
“I den konkrete sag har Søfartsstyrelsen vurderet, at vraget ikke er til fare for sejladsen eller alvorlig gene for fiskeriet,” skriver styrelsen i en email til TV2 Østjylland.
I svaret tilføjes det, at Søfartsstyrelsen derfor ikke har hjemmel til at gøre noget ved vraget.