Monjasa udvider flåden med dobbeltopkøb af tankskibe

Monjasa Leader. Foto: Monjasa
Monjasa Leader.

Den danske bunkerleverandør Monjasa har haft tegnebogen oppe ad lommen og erhvervet sig to nye tankskibe – det ene bliver det største medlem af rederiets flåde.

Offentliggjort Sidst opdateret

Monjasa er fortsat aktiv på markedet for brugt tonnage efter opkøb af tre tankskibe tidligere på året, og torsdag kunne den danske bunkerleverandør så afsløre opkøbet af yderligere to tankskibe. Det oplyser rederiet i en pressemeddelelse.

Der er tale om det 68.589 dwt-store fartøj Monjasa Leader samt det 13.051 dwt-store Monjasa Refiner, der begge er købt ind til at skulle operere i Vestafrika.

“Monjasa Leader bliver det største medlem af vores flåde og repræsenterer det vigtigste enkeltstående tankskibsindkøb nogensinde. I betragtning af de begrænsede muligheder for at opbevare brændstofprodukter i land, er vores flydende opbevaringsløsning rygraden i vores vestafrikanske operationer,” lyder det fra Group Shipping Director i Monjasa, Torben Maigaard Nielsen.

Siden 2018 er antallet af Monjasa-ejede skibe steget fra fem til 13.

Powered by Labrador CMS