Opsigtsvækkende: Maersk-chef vil forbyde oliedrevne skibe

Søren Skou. Arkivfoto: Maersk
Søren Skou.

Topchefen i A.P. Møller – Maersk, Søren Skou, mener, at politikerne burde forbyde oliedrevne skibe.

Offentliggjort

Topchefen i Maersk, Søren Skou, har sprunget en grøn bombe i skibsindustrien. I et interview med Berlingske Business giver han nemlig udtryk for, at politikerne i grove træk bør forbyde oliedrevne skibe.

“Jeg kan ikke sige præcist, hvornår den dato er, hvor vi skal gøre det. Men vi er nødt til at gøre det forbudt på et tidspunkt. Hvis verden gerne vil stoppe det her, må det også komme til shipping,” siger Søren Skou til avisen.

A.P. Møller – Maersk har selv taget fat om deres egen flåde, hvor rederiet for nyligt har bestilt otte nye containerskibe, der skal sejle på methanol. Et langt mere klimavenligt brændstof, som skal hjælpe med at formindste den globale CO2-udledning, hvoraf den globale shippingindustri i øjeblikket står for tre procent af klodens samlede udslip

“I bilindustrien taler man om, at der kommer et tidspunkt, hvor man ikke kan købe en benzindreven bil. I shipping skal vi også tale om, hvornår det ikke længere er muligt at bestille et skib drevet med traditionelt brændstof,” siger Søren Skou.

Powered by Labrador CMS