Nyt projekt kan sikre større og hurtigere skibe i Limfjorden

Et containerfeederskib losser i Aalborgs Østhavn.Foto: Port of Aalborg
Et containerfeederskib losser i Aalborgs Østhavn.

Hvor store skibe kan egentlig sejle ind i Limfjorden via Hals Barre i øst, og hvor hurtigt kan skibene sejle uden at gå på kompromis med sikkerheden? Det skal et nyt projekt fra den internationale teknologiske rådgivnings- og servicevirksomhed Force Technology være med til at kaste lys over, blandt andet ved hjælp af avancerede beregninger af vandstrømningen mellem skib og havbund. Det skriver Port of Aalborg i en pressemeddelelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

– Port of Aalborg har et meget nøjagtigt billede af fjordens dybde, som måles flere gange om ugen. I projektet skal vi udvikle matematiske modeller, som blandt andet ved hjælp af disse målinger kan lave meget præcise beregninger af, hvor store skibe der kan komme sikkert i havn. Modellerne tager derudover også højde for andre væsentlige faktorer ved indsejling, for eksempel hvor dybt bestemte skibstyper stikker ved sejlads, og hvor store bølger skibene slæber med sig. Voldsomme bølger kan være risikable for fx nærliggende lystbådehavne, forklarer Ole Lindberg, specialist ved Force Technology, som står bag projektet om indsejling hos Port of Aalborg.

Projektet bygger videre på erfaringer fra et tidligere projekt om sikker og effektiv besejling af danske havne, som Ole Lindberg var projektleder på. Han fortæller, at Port of Aalborg er en rigtig god case at bruge i det nye projekt.

– Port of Aalborg er den indlandshavn i Danmark, som ligger længst inde i en fjord. Den lange indsejling foregår med en vanddybde på godt 10 meter, og det udfordrer de meget store skibe. Den ligner andre havne i verden som eksempelvis Antwerpen og Venedig samt Suezkanalen, som har lignende udfordringer, og resultaterne fra dette projekt kan derfor også bruges andre steder i både ind- og udland, siger Ole Lindberg.

Projektet er finansieret af midler fra Undervisnings- og Forskningsstyrelsen under indsatsområdet Maritim grøn omstilling og sikkerhed – virtuelle services. Det er forankret hos Force Technology, der som Godkendt Teknologisk Serviceinstitut (GTS-institut) har til opgave at sikre en effektiv anvendelse af viden og teknologi i dansk erhvervsliv. Projektperioden løber fra 2021-2024 med løbende evalueringer.

Powered by Labrador CMS