Den maritime julekalender – 19. december

19_December

Julen står for døren og nedtællingen er nu i fuld gang! Hver morgen tager vi et kig i nyhedsarkivet fra det forgangne år. Glædelig 19. december.

Offentliggjort

Hos Maritime Direct tæller vi ned til julen ved at kigge tilbage på årets sjoveste, skøreste, skæveste, vigtigste og mest skelsættende historier. Glædelig 19. december.

Efter opkøb af Molslinjen: ForSea har skiftet navn

2023 blev året, hvor rederiet bag færgerne på ruten mellem Helsingør og Helsingborg har ændret navn fra ForSea til Øresundslinjen. Det er effekten af Molslinjens køb af det Helsingborgbaserede rederi i efteråret 2022.

ForSea-navnet opstod i 2018, hvor daværende HH Ferries ønskede at blive regionens mest bæredygtige transportvirksomhed. For at understrege den ambition blev navnet HH Ferries til ForSea.

“ForSea har været et stærkt brand med fokus på bæredygtighed, og det har været fristende at lade det fortsætte. Men efter lidt overvejelser mener vi, at vi bør indlemme vores nye rederi i Molslinjens rutestruktur og ændre ForSea til Øresundslinjen,” lød det i forbindelse med navneforandringen fra Molslinjens administrerende direktør, Kristian Durhuus.

Foruden et nyt nav, som signalerer en mere geografisk tilknytning til hele Øresundsregionen, så blev den batteridrevne færge, Tycho Brahe, ligeledes sendt på værft i svenske Landskrona, for at at iklæde færgen helt nye farver og indretning, som skulle fortælle, at skibet nu er en del af Molslinjens flåde på Øresundslinjen.

Selvom navneændringer har bragt en masse nyt med sig, så har oplevelsen af en pause på Øresund dog ikke ændret sig. Her forsøger færgerne med restauranter, butikker og barer fortsat at skabe sammenhængskraft som en flydende bro mellem Danmark og Sverige.

“Vi går stille og roligt i gang med forvandlingen, så der kommer til at gå tid, før vi kan kalde navneskiftet og hele rebrandingen af ruten for afsluttet. Vi skal gøre det i et tempo, som rutens op mod syv millioner årlige gæster kan følge med til,” fortalte Kristian Durhuus.

Batteridrevne Tycho Brahe bærer nu som det første skib i flåden de nye farver og det nye logo – og skibet er også forberedt til en helt ny restaurant, ligesom butik, café og bar har fået nyt liv på værftet.

Molslinjen, som i dag forude ruterne over Kattegat også driver Bornholmslinjen, Samsølinjen, Alslinjen, Langelandslinjen og Fanølinjen, forventer, at hele rebrandingen samt ny maling og logo på alle færger vil være gennemført i løbet af 2025.

Tycho Brahe i nye farver.
Powered by Labrador CMS