Maersk opjusterer forventningerne med 4,5 milliarder

Maersk Eindhoven. Arkivfoto: Maersk
Maersk Eindhoven.

Maersk er kommet godt fra start i 2021 og opjusterer forventningerne til hele årets indtjening med 4,5 milliarder dollar. Det skriver de i en pressemeddelelse.

Offentliggjort

Containerrederiet Maersk forventer nu et driftsresultat før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 13-15 milliarder dollar mod tidligere 8,5-10,5 milliarder dollar. Det svarer til en opjustering på 4,5 milliarder dollar målt på midtpunktet i de to intervaller.

Omsætningen i første kvartal nåede op på 12,4 milliarder dollar og driftresultatet, EBIT, blev 3,1 milliarder dollar, mens  rederiet nåede et driftsoverskud EBITDA på 4 milliarder dollar.

“Det gode resultat skyldes primært den særlige markedssituation med stigende efterspørgsel og dermed knaphed i forsyningskæderne og mangel på containere til følge. I første kvartal 2021 steg voluminer i Ocean med 5,7 procent og gennemsnitsraterne med 35 procent i forhold til sidste år,” skriver Maersk blandt andet i meddelelsen.

Rederiet hæver desuden sine forventninger til EBIT til 9-11 milliarder dollar, mens forventningen til det frie cash flow bliver hævet til mindst 7 milliarder dollar mod tidligere over 3,5 milliarder dollar, mens den globale efterspørgsel forventes at komme til at vokse 5-7 procent mod tidligere 3-5 procent.

Powered by Labrador CMS