Katastrofe på Nordsøen – Flere savnet efter skibskollision
Flere besætningsmedlemmer er meldt savnet efter to fragtskibe tirsdag morgen er stødt sammen i Nordsøen nær den tyske ø Helgoland.
Det 91 meter lange britiske fragtskib Verity er tirsdag morgen sunket efter en kollision med det 190 meter lange Bahamas-flagede fragtskib Polesie. Det rapporterer den tyske Havariekommando.
Sammenstødet skete omkring klokken 5.00 tirsdag morgen i den tyske del af Nordsøen nær øen Helgoland, og ifølge den tyske redningstjeneste er én person allerede reddet op af vandet, mens flere besætningsmedlemmer fortsat er savnet.
Både en helikopter og flere skibe deltager i redningsaktionen, som dog bliver besværliggjort af vejret, som ifølge Bild lige nu byder på kraftig vind, regn og 3 meter høje bølger på stedet.
Verity var angiveligt på vej fra den tyske havn Bremen til Immingham i England, mens Polesie var på vej fra Hamburg til den spanske havneby La Coruña. Det er endnu uvist, hvad der har fået de to skibe til at kollidere.