Se billederne: Orskov Yard indvier 25.000 kvm nyt værftsområde
Den officielle indvielse af Orskov Yards nye værftsområde på Frederikshavn Havn løb fredag af stablen. Området består af Dock 5 samt Jeppe Ørskov Pier, og derudover blev Arne Ørskovs Vej også indviet af de 200 inviterede gæster.
Orskov Yards nye flydedok – Dock 5 – ankom til Frederikshavn i august sidste år og blev døbt den 15. januar 2021 af Jeppe Ørskovs datter Luna ved en privat ceremoni på grund af coronapandemien, men nu står kajanlægget altså færdigt og fredag kunne det officielt indvies med 200 gæster inviteret.
”Det er virkelig en glædens dag i dag. Vi har arbejdet på det her projekt i mange år, og nu står vi her med en ny flydedok og et nyt flot landanlæg. Vejen hertil har været spændende og udfordrende. Lige fra vi lavede de første skitser, til vi rejste rundt i verden for at se på potentielle dokke, til vi skrev kontrakt med det tyrkiske værft Hat-San på en nybygget flydedok, skrev kontrakt med Frederikshavn Havn, fik myndighedsprojektet på plads og til bygning af dokken i Tyrkiet og bygning af landanlægget her i Frederikshavn,” siger administrerende direktør i Orskov Yard, Lars Fischer i en pressemeddelelse.
Siden Dock 5 blev taget i brug i januar i år, er 11 skibe dokket ind, og den har kun stået ledig i 10 dage. I gennemsnit har den beskæftiget hele 100 fuldtidsstillinger om dagen dette i tillæg til de eksisterede aktiviteter hos Orskov Yard. Dock 5 har, med dens størrelse og dybgang, i dén grad vist sit værd, og Orskov Yard har nu mulighed for at servicere de store skibe, som ellers var tvunget til at vælge et andet værft. I tillæg til den nye flydedok og det nye kajanlæg bliver der bygget et nyt maskin- og rørværksted, som står færdig ved årsskiftet.
Hele familien er meget beæret over, at Frederikshavn Havn og Frederikshavn Kommune har valgt at opkalde den nyanlagte hovedfærdselsåre på det nye havneområde for ”Arne Ørskovs Vej”.
“Han er jo den oprindelige grund til at vi er, hvor vi er. Ligeledes har vi fået den store ære at få opkaldt den nyetableret pier for ”Jeppe Ørskov Pier”. Han brændte rigtig meget for at havneudvidelsen blev en realitet og dermed kunne skaffe vækst på værftet og til byen,” siger direktør og ejer Christina Ørskov og bestyrelsesformand Niels Ørskov samstemmig.
Arne Ørskov Christensen grundlagde værftet i 1958, hvor sidenhen Niels Ørskov overtog ledelsen og drev aktiviteterne på Frederikshavn Havn. I 2003 trådte 3. generation til med Christina og Jeppe Ørskov ved roret, og værftet skiftede retning fra et nybygningsværft til et reparationsværft. Det var begyndelsen på en ny æra for den familieejede virksomhed. Niels Ørskov stod i dag for den officielle indvielse af Arne Ørskovs Vej og Malte Ørskov løftede sløret for Jeppe Ørskov Pier, opkaldt efter sin far.
“Vi hylder Arne og Jeppe med vejnavn og pier-navn. Og vi har officielt indviet Dock 5, som er endnu en milepæl i ikke bare fortællingen men virkeligheden om Orskov Yard. Intet kunne lade sig gøre uden familien Ørskov. Alle med hver sin personlighed men alle med det der drive. Det vi så godt kan lide – nemlig at vi vil denne by, vi vil overleve, vi vil vækste,” siger Borgmester Birgit Hansen.
”Jeppe var en stor drivkraft omkring havneudvidelsen, og han udtrykte dengang, at “vi er nødt til at udvikle Frederikshavn Havn – ellers kommer vi til at afvikle aktiviteter”. I dag ser vi nogle af resultaterne – og Dock 5 har en stor symbolsk betydning. Ørskov tog et initiativ som lokomotiv og har taget ansvar med en stor investering, som vil gavne den maritime serviceindustri i hele Nordjylland,” siger administrerende direktør på Frederikshavn Havn, Mikkel Seedorff Sørensen.
Det nye anlæg er konstrueret således, at det på sigt muliggør etablering af yderlig en dok. Projektet er stadigvæk i sin spæde start, men ønsket er på sigt at få en dok, som er endnu større end de eksisterende. Orskov Yard har på nuværende tidspunkt investeret tæt på 300 millioner i det nye område.