Bliv Maritim Student på toppen af Danmark
På Martec i Frederikshavn udbyder man hele tolv uddannelser inden for den maritime verden, herunder Maritim Student – som både kan tages som tre-årig HF og som fire-årig STX.
Tekst af Jonas Hooge
På den maritime uddannelsesinstitution Martec i Frederikshavn er det muligt at læse til Maritim Student. Uddannelsen, der både er teoretisk og praktisk, tager tre eller fire år at gennemføre, alt afhængigt af om man tager den som HF eller STX, men med det ekstra år på skolebænken får man udover en almindelig gymnasial uddannelse også både kvalifikationsbevis som skibsassistent og et togt med Skoleskibet DANMARK.
“Vi kombinerer det teoretiske med det praktiske, man får lov til at bruge sin krop og så får man en masse oplevelser. Samtidig kan man efter endt eksamen gå direkte ud og få job på et skib, eller man kan fortsætte på Martec og videreuddanne sig til eksempelvis maskinmester eller skibsfører, hvor der gives merit på noget af den videregående uddannelse,” fortæller Martecs direktør, Pia Ankerstjerne.
Minder om efterskoleophold
Skolen optager hvert år cirka 30 nye elever til Maritim Student, og selvom en stor del af de optagne studerende er fra Nordjylland, så kommer godt halvdelen fra andre steder i landet. Derfor bor de i løbet af de første år på uddannelsen på et skolehjem for at give en så god start på tilværelsen i Frederikshavn som muligt.
Derudover har Martec også fokus på livet udenfor klasselokalet, hvorfor man blandt andet har indført en mulighed for at få et studiejob i skoletiden i en af byens mange maritime virksomheder.
“To gange om ugen kan man vælge at dyrke idræt eller arbejde på et studiejob hos en af de maritime virksomheder i Frederikshavn og ad den vej få et indblik i den blå verden samt tjene lidt lommepenge. Og så forsøger vi også at sikre at fritiden er så aktiv som muligt. På nogen områder minder det nok lidt om et efterskoleophold,” lyder det fra Pia Ankerstjerne.
Gode jobmuligheder til søs og på land
Med denne kombination af teori, praksis, alsidighed og store oplevelser håber man på Martec, at flere unge får øjnene op for fordelene ved at vælge en uddannelse i den maritime branche.
“Der er masser af jobmuligheder inden for den maritime verden efter endt uddannelse både til søs men bestemt også på land, hvor de kompetencer, som man får gennem en maritim uddannelse, i høj grad efterspørges. Lønniveauet er ganske fornuftigt og der er mangel på arbejdskraft, så der er mange gode grunde til at kigge mod de maritime uddannelser – også selvom at man måske ikke vil sejle i mange år,” siger Pia Ankerstjerne.