Se billederne fra Galathea 2: 70-års jubilæum for historisk ekspedition
Onsdag var det præcis 70 år siden, at den naturvidenskabelige ekspedition Galathea 2 vendte hjem til København og Danmark med banebrydende ny viden om naturens verden.
Der har været tre Galathea-ekspeditioner, og den mest berømte af dem er er Galathea 2. Den 29. juni 1952 vendte ekspeditionen hjem med banebrydende fund i lasten. En stor del af dem findes i dag i samlingerne på Statens Naturhistoriske Museum.
Ekspeditions leder, zoologen dr. Anton Frederik Bruun, var drevet af at undersøge de dybeste dele af verdenshavene, for at finde ud af, om der faktisk fandtes monsteragtige skabninger som søslanger. Han brugte fangsten af en kæmpe åle-larve fra Dana-ekspeditionen 1928-30 til at overbevise sponsorerne om at støtte ekspeditionen, for hvis larven var på 184 cm, hvor stor var den voksne så ikke?
Ruten rundede Afrikas sydligste spids og satte så kurs mod Indien. Det var dog først, da Galathea nåede til Filippinergraven øst for Filippinerne, at besætningen på cirka 100 mand gjorde ekspeditionens største fund: på 10.105 meters dybde lykkedes det at trække et net op, som indeholdt blege søanemoner, tanglopper, muslinger og søpølser.
Det område af Filippinergraven, hvor opdagelserne blev gjort den 22. juli 1951, hedder i dag Galatheadybet.
Et andet banebrydende fund fra ekspeditionen kom flere år efter, at skibets trawl kom op til overflade med ny fiskeart – en tudsefisk med et gab fyldt med skarpe tænder og lysorgan, som fik navnet Galatheathauma axeli, opkaldt efter den danske søofficer, prins Axel.