Den maritime julekalender – 24. december

Hos Maritime Direct tæller vi ned til julen ved at kigge tilbage på årets sjoveste, skøreste, skæveste, vigtigste og mest skelsættende historier. I dag runder vi årets maritime julekalender af med en sand perle af en historie, der ikke blot er blandt de bedst skrevne artikler i vores medier fra det forgangne år, men også en af de mest læste. Fra Maritime Direct ønsker vi glædelig 24. december og rigtig god jul.

Skipperen blev bleg, da Susanne sagde, hun en dag ville afløse ham

Susanne Thilqvist er en af de første danske kvinder, der blev uddannet som styrmand. Hun blev først afvist som elev på Georg Stage, og under uddannelsen mente en kaptajn, at kvinder ikke hørte til på broen. Det gjorde hende bare mere sikker på målet, og i 1980 blev hun færdiguddannet som styrmand.

Tekst: Mette Iversen – journalist, historiker og researcher på M/S Museet for Søfart

“Få røven i dækket sømand!” lyder tilråbene fra kollegerne omkring hende. 18-årige Susanne Thilqvist hiver og slider i trossen for at få det sidste stykke af skibet Clifford Mærsks fortøjninger op på dækket. Men det tunge tovværk lystrer ikke armene, og modvilligt må Susanne til sidst bede om hjælp fra de hujende, mandlige kolleger.

Den dengang 18-årige Susanne Thilqvist er ikke kommet sovende til sin uddannelse som styrmand.

I dag er hun havnekaptajn på Køge Havn og husker tydeligt sin første sejlads som styrmandsaspirant. Året var 1977, og kvinder på dækket eller broen i den danske handelsflåde var et højst usædvanligt syn.

“Man skulle kæmpe for at bevise, at man var god nok som kvinde. Du blev hele tiden sat på prøver – for eksempel med at løfte noget. Jeg var rimelig stædig, og ellers havde jeg nok heller ikke overlevet i branchen. Så jeg skulle ikke hjem fra skibet, før jeg selv kunne hive fortøjningen op,” fortæller Susanne Thilqvist,

Da hun godt tre år senere stod med et friskt eksamenspapir fra navigationsskolen i hånden, var Susanne Thilqvist en af Danmarks første kvindelige styrmænd.

“Muligvis nummer seks – det fik jeg i hvert fald at vide,” siger Susanne Thilqvist.

Kun fire år før – i 1977 – havde Marstal Navigationsskole sendt sin første kvindelige styrmand ud i branchen. I 1972 markerede Sømændenes Forbund, at den første kvinde – matrosen Karen Margrethe Mortensen – havde meldt sig ind i fagforeningen. Kvinderne fra de forskellige faggrupper skriver sig alle ind i historien om, hvordan kvinder gik ombord på dæk, på broen og i maskinen.

Tidligere i århundredet havde kvindelige søfolk sejlet som stewardesser eller kokke, og fra 1950’erne dukkede kvinder også op på skibenes radiostationer som telegrafister. Men 1970’erne blev årtiet, hvor kvinder fik adgang til alle arbejdsområder på danske skibe – dog ikke uden modstand eller direkte chikane fra nogle mandlige kolleger.

“Den slags tager vi ikke – farvel!”

Fascinationen af havet begyndte måske allerede, da Susanne Thilqvist som barn gik tur ved Øresund sammen med sin far. Han ville gerne have været maskinmester, men blev det aldrig.

Drømmene dryppede på Susanne. Et frø blev nok også lagt, da hun i 7. klasse var på klassetur med sejlskibet Fulton.

“At sejle med Fulton var inspirerende. Kommandovejen var kort, og konsekvenserne kunne du se med det samme. Drejede du rattet den forkerte vej, sejlede skibet den forkerte vej,” fortæller Susanne Thilqvist. Helt afgørende blev dog en svær tid i gymnasiet, hvor familien var i krise.

“Jeg så en annonce fra skoleskibet Georg Stage, hvor de søgte friske unge mænd og tænkte: Det er genialt. Man får en uddannelse, man kommer ud at sejle. Det er det, jeg skal!”.

Susanne ringede straks for at høre nærmere om optagelse, og skipperen i den anden ende af røret spurgte, hvordan det gik med dansk, matematik og engelsk.

“Det går meget godt,” svarede hun, inden skipperen lod næste spørgsmål falde:

“Og hvad hedder din søn så?”

Susanne forklarede, at hun ikke havde nogen søn, men selv ville til søs, og det blev enden på samtalen.

“Den slags tager vi ikke. Farvel!” lød skipperens afsked.

Til gengæld kunne Susanne Thilqvist få plads på en søfartsskole i Svendborg og søgte derefter ind som styrmandsaspirant hos Mærsk. Men mens de mandlige klassekammerater fluks efter søfartsskolen kunne stå til søs, måtte Susanne vente et halvt år med at komme på havet, fordi kvinder skulle være 18 år og myndige for at få en søfartsbog. Unge mænd derimod kunne få søfartsbog som 15-årige.

“Jeg var født tre år bagud,” kommenterer havnekaptajnen.

Fordel at være ædru

Få dage efter Susannes 18-års fødselsdag, den 1. august 1977, gik hun ombord som styrmandsaspirant på skibet Clifford Mærsk, som havde både containere og stykgods i lasten.

Forude ventede godt to år på en række Mærsk-skibe, som ville ruste den unge kvinde til at styre nogle af tidens største fragtskibe, men også byde på benspænd, fordi hun var trådt ind i en branche historisk domineret af mænd.

“På et skib sagde skipperen, at han ikke ville have kvinder på sin bro. Så er det altså lidt svært at lære at navigere. Men dengang var der øl og spiritus ombord på skibene, og han fandt ud af, at jeg altid var ædru og kom til tiden. Det var en klar fordel, og pludselig fik jeg lov at være fast havnerorgænger,” husker Susanne.

“Mange prøvede at tage pippet fra en og fortælle, at man var havnet på den forkerte hylde og kunne kravle ned i kødgryderne. Men jeg tror, at det fodrede min stædighed”.

Heldigvis bød andre sømænd Susanne velkommen ombord. Særligt overstyrmanden fra samme skib som den modvillige kaptajn. Overstyrmandens kone var tømrer, og derfor forstod han, hvad det ville sige at være kvindelig pionér. Han inspirerede Susanne til at konfrontere kaptajnen.

“Jeg sagde til skipperen, at det var vigtigt, at jeg også fik tid på broen, fordi det en dag var mig, der skulle afløse ham. Så blev han helt bleg. Tænk at blive afløst af en kvinde. Det var da forfærdeligt.”

Kvinder låste døren

På søfartsskolen havde Susanne Thilqvist lært, at hun aldrig skulle låse til sin kahyt. I tilfælde af brand skulle alle døre stå åbne.

“Men allerede på første skib vågnede jeg med 3. mester siddende på køjen. Jeg nåede dog at flygte,” husker hun. Efter den episode besluttede den unge styrmandsaspirant at se stort på brandhensyn og låse døren.

Værre gik det på Susanne Thilqvist andet skib Signe Mærsk, hvor en matros kaldte hende ind på sin kahyt for at slå fast, at hun ikke skulle have noget kørende med andre end ham, og at de to skulle være sammen. I hendes dagbog fra den 27. oktober 1978 har Susanne beskrevet episoden:

“Da jeg nægtede begge dele, holdt han en kniv mod min hals. Han rystede over hele kroppen. Jeg måtte love ham at komme i aften, før jeg kunne gå. Jeg var bange, mit hjerte føltes som en sten.”

Hun samlede mod til sig og fortalte først en kollega, så kaptajnen om overgrebet. Matrosen kom til samtale hos chefen, mens Susanne Thilqvist fik fri resten af dagen ‘til at samle sig i’. Trods chokket var hun lettet, for hun havde frygtet, at ingen ville tro hende.

En række historier fra kvindelige matroser i Sømændenes Forbunds magasin Ny Tid dokumenterer, at Susanne Thilqvist langt fra var den eneste kvindelige sømand, der stik mod søfartsskolens formaninger følte sig tvunget til at låse døren til kahytten.

Efter navigationsskolen og 24 måneder til søs fik Susanne Thilqvist job som 2. styrmand på tankskibet Gerd Mærsk og sejlede senere blandt andet med stykgods, på en stenfisker og med færger, inden hun i 1987 blev uddannet skibsfører.

På det tidspunkt havde hun for længst lært at hive trosserne indenbords uden hjælp.