53 færger er med i årets sommerpakke

Arkivfoto: Ærøfærgerne

Det bliver muligt for gående, cyklende og biler med handicapparkeringskort at rejse gratis med færger i hele landet henover sommeren – og lidt til.

Offentliggjort

Der bliver rig mulighed for at opleve den danske sommer og sensommer til vands. 53 færger har tilmeldt sig regeringens sommerpakke, der giver mulighed for at tilbyde gratis rejser for gående, cyklende og biler med handikapparkeringskort inden for perioden juli, august eller september.

“Det er rigtig gode nyheder til de mange, som ønsker at bruge ferien herhjemme, at det bliver muligt at rejse gratis med 53 af vores færger. Jeg glæder mig over, at så mange operatører og selskaber har haft lyst til at være med igen i år og give os alle mulighed for at få nogle gode ferieoplevelser, hvad enten det er i højsommeren eller det tidlige efterår,” siger transportminister Benny Engelbrecht.

Alle indenrigsfærger samt færgen mellem Rønne og Ystad har haft mulighed for at tilmelde sig ordningen og også selv vælge, hvornår de ville tilbyde de gratis billetter. Et af kravene var dog, at der samlet set skulle være gratis ture på 30 hele dage inden for de tre måneder.

“Jeg hæfter mig ved, at færgeselskaberne har gjort godt brug af muligheden for selv at tilrettelægge gratisbilletterne. Det er vigtigt, for så kan man nemlig fastholde balancen mellem at kunne medtage både fastboende og turister henover hele sommeren. På den måde bliver det muligt for endnu flere at kunne rejse gratis med vores færger – også uden for skolernes sommerferie,” forklarer ministeren.

Powered by Labrador CMS