Offshore vind i fokus på velbesøgt messe
Det blev en stor succes, da Grenaa Havn deltog på messen WindEuropes årlige on- og offshore messe og konference om vindenergi.
Grenaa Havns CCO, Theis Gisselbæk kan se tilbage på nogle gode dage, hvor der var tid til at se alle de, det ikke har været muligt at se i en lang periode på grund af covid-19. WindEuropes årlige on- og offshore messe og konference om vindenergi var nemlig udsolgt med deltagelse af over 400 udstillere bredt relateret til vindindustrien.
Grenaa Havn deltog på den fælles messestand for DWP System Suppliers med flere netværksvirksomheder – alle med kompetencer og erfaringer relateret til vindindustrien.
For Grenaa Havns vedkommende er der stort fokus på en ny Hesselø Havmøllepark. En park som bør være topprioritet.
Dette fremhæves af CEO for Grenaa Havn A/S, Henrik Carstensen:
”En ny Hesselø Havmøllepark vil bidrage både til grøn strøm i Østdanmark men i høj grad også med tusinder af jobs – heraf en stor del til Østjylland,” siger han
Et andet stort potentiale, som blev debatteret på messen, er “flydende vind”.
I Grenaa har man allerede gjort en del erfaringer med flydende vind. I juli måned blev den store, flydende havvindmølle fra TetraSpar Demonstrator projektet afskibet mod testområdet i Norge. Projektet havde nået en vigtig milepæl med en succesfuld montage på havnen i Grenaa.
TetraSpar Demonstrator har netop offentliggjort at installationen ved Stavanger er fuldt ud lykkedes, og at møllen nu snurrer i fuld drift på 200 meters vanddybde.