Blot én dag på havet – Uheldigt hangarskib ramt af tekniske problemer
Kort til efter at være stævnet ud på togt mod USA er det britiske hangarskib HMS Prince of Wales blevet ramt af mekaniske problemer og ligger nu ud for kysten i det sydlige England.
Det godt 26 milliarder kroner dyre hangarskib HMS Prince of Wales fra Storbritannien nåede kun at være på havet i et lille døgn før det blev ramt af mekaniske problemer. Det oplyser en talsmand for Royal Navy ifølge The Guardian.
HMS Prince of Wales var ellers på vej mod USA, hvor fartøjet, som er Storbritanniens største krigsskib, skulle på øvelse i de kommende fire måneder, da skibet altså gik i stå nær Isle of Wight i det sydlige England.
Ifølge hjemmesiden Navy Lookouts har dykkere inspiceret skibet og har angiveligt rapporteret skadet på en propelaksel. Disse oplysninger er dog ikke bekræftet af Royal Navy.
Det 284 meter lange hangarskib har tidligere været ramt af problemer. Eksempelvis da det i slutningen af 2020 strandede i Portsmouth efter en oversvømmelse i maskinrummet ødelagde en del af fartøjets elektriske inventar.