Salgschef i dramatisk skifte fra Hanstholm til Hirtshals Havn
Efter blot en måned som salgschef hos Hanstholm Havn skifter Steen Harding Hintze til konkurrenten i Hirtshals.
1. januar begyndte den nye salgschef på Hanstholm Havn, Steen Harding Hintze, arbejdet på sin nye arbejdsplads, men allerede med udgangen af samme måned var det slut. 31. januar sagde han nemlig op igen og blev omgående bortvist, da det stod klart, at han i stedet havde takket ja til en tilsvarende stilling hos konkurrenten, Hirtshals Havn. Det skriver Skive Folkeblad.
Som salgschef skulle Steen Harding Hintze medvirke til at gøre Hanstholm Havn til Europas grønneste havn, og havnens direktør, Nils Skeby, erklærer sig chokeret og skuffet over den pludselige opsigelse efter bare en måned. Han ærgrer sig over, at Steen Harding Hintze er blevet udvist stor tillid og har fået indblik i havnens målsætninger og strategiske arbejde.
– Der kan være mange naturlige årsager til at skifte job, men at denne opsigelse sker efter kun én måneds ansættelse og er forårsaget af en ansættelsesaftale hos vores havnekollegaer i Hirtshals Havn – og ovenikøbet som direktør for et udviklingsselskab, der arbejder med en konkurrerede agenda, er et scenarie, som jeg absolut ikke havde tænkt muligt, og som jeg er meget frustreret over, siger Nils Skeby. Steen Harding Hintze har ikke ønsket at kommentere på Skive Folkeblads historie.