Overrasker miljøfolk – Her er Nordsøens havbund

Stenrev i Nordsøens dyb med korallen dødningehånd, stort søpindsvin og kalkrørsorm. En undervandsdrone har hjulpet fagfolkene med at få et detaljeret indblik i miljøet på havbunden ved at sende billeder op til overfladen. Foto: Miljøstyrelsen
Stenrev i Nordsøens dyb med korallen dødningehånd, stort søpindsvin og kalkrørsorm. En undervandsdrone har hjulpet fagfolkene med at få et detaljeret indblik i miljøet på havbunden ved at sende billeder op til overfladen.

Den første grundige kortlægning af Nordsøens havbund viser en større variation end ventet. Den nye viden skal bruges til at beskytte vigtige levesteder som led i arbejdet med havstrategidirektivet.

Offentliggjort

Kendskabet til Nordsøens havbund har hidtil været begrænset til spredtliggende datapunkter, som har tegnet et ret ensartet billede. Men når man kigger grundigere efter, så finder man en langt større variation.

Det viser en ny undersøgelse, som GEUS og WSP har lavet for Miljøstyrelsen. De nye undersøgte områder er nøje udvalgt for deres potentiale for biodiversiteten. De dækker samlet et område på 14.370 kvadratkilometer svarende til to gange Sjælland.

”Områder, vi troede var domineret af den samme slags havbund, viser sig at være langt mere varierede. Vi har for eksempel kortlagt nye områder med stenbund, som vi slet ikke har kendt til før,” siger kontorchef Harley Bundgaard Madsen fra Miljøstyrelsen.

Netop stenbund har på dybt vand stor betydning for en række bunddyr, der er afhængige af et hårdt substrat at fæstne sig til, og som ikke kan leve på mudret eller sandet bund.

Tidligere blev havbunden kortlagt med 15 kilometer mellem de sejllinjer, som danner basis for kortlægningen. Nu er afstanden mellem sejllinjerne nede på 1,5 kilometer.
Fokus på beskyttelse

Resultaterne af kortlægningen skal blandt andet bruges som grundlag for tilstandsvurderinger af havbunden under Danmarks havstrategi.

”I EU og i Danmark er der fokus på beskyttelse af havet blandt andet ved at sikre god miljøtilstand for havbundens mange habitattyper. Det kan vi kun, hvis vi kender levestedernes placering og udbredelse, og kortlægningen er et vigtigt skridt på vejen dertil,” siger Harley Bundgaard Madsen.

Hvor man på land taler om levesteder som eksempelvis bøgeskov eller eng, består levestederne i Nordsøen af alt fra mudderbund og sand til grovere bund og sten af forskellige størrelser.

Powered by Labrador CMS