Jagten på spøgelsesnet er gået ind i de danske farvande

Arkivfoto: Stefan Holmager Larsen

Tabte fiskeredskaber – de såkaldte “spøgelsesnet” – findes i store mængder flere steder i det danske havmiljø. Erfaringer fra Limfjorden bliver nu bredt ud til alle danske farvande.

Offentliggjort

Når fiskenet, tejner og andre fiskeredskaber bliver tabt, forsætter de med at fiske. Mange hummere, krabber og fisk bliver filtret ind i redskaberne og dør meningsløst i spøgelsesnettene. Også fugle og havpattedyr bliver fanget i nettene og dør. Desuden forvitrer fiskeredskaberne med tiden. Dermed bliver de vanskeligere at samle ind, og plasten forurener havmiljøet.

Limfjordsrådet og Kommunernes Internationale Miljøorganisation (KIMO) beder nu i fællesskab om hjælp til at lokalisere spøgelsesnet i alle danske farvande. Limfjordsrådet, som arbejder for en ren og bæredygtig Limfjord, har udviklet et digitalt værktøj til at indberette positionerne, når brugere af fjorden finder eller taber redskaber. Værktøjet er blevet opdateret til at modtage indberetninger fra hele Danmark.

“Vi oplever stor interesse for indsatsen mod spøgelsesnet fra borgere, som hjælper ved at lokalisere net i Limfjorden. Indrapporteringerne er helt afgørende for at få kortlagt problemets omfang og lette oprydningsarbejdet,” lyder det fra Limfjordsrådets formand, Jens Lauritzen.

På baggrund af brugernes indrapporteringer fra Limfjorden, blev der i sommeren 2021 fjernet mere end 250 redskaber på få dage – primært garn. Det skete på en bevilling fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. I 2020 bjærgede foreningerne “Levende hav” og “North Nature” desuden mere end 300 spøgelsesnet fra Limfjorden.

Omfanget af problemet varierer fra område til område, men resultaterne fra Limfjorden er skræmmende, og oprydningsarbejdet er langt fra færdigt endnu.

Formanden for KIMO Danmark, Karsten Filsø, er glad for, at indsatsen nu bliver bredt ud til resten af landet.

“Vi ved, at der er problemer med spøgelsesnet mange steder. Derfor opfordrer vi erhvervsfiskere, lystfiskere, dykkere og andre bruger af havet til at indrapportere positioner på herreløse redskaber i hele Danmark,” siger Karsten Filsø.

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har afsat en pulje til marin oprydning på i alt 9 millioner kroner fra 2021 til 2024. Indberetningsværktøjet er klart, og jo flere der indberetter fund af spøgelsesnet, desto bedre kan oprydningsindsatsen blive planlagt.

Værktøjet er udviklet som en del af projekt “NETOP og affald væk fra Limfjordskysten”. Projektet bliver finansieret med midler fra blandt andre Havørred Limfjorden og Interreg projektet Water Co-Governance.

Læs mere om det digitale værktøj til indrapportering af fundne eller tabte fiskeredskaber og indberet her

Powered by Labrador CMS