Port of Roenne er i fuld gang med at kigge efter ny havnedirektør
Havneselskabet Port of Roenne er allerede i fuld gang med at finde sin nye havnedirektør, efter der torsdag blev kendt, at administrerende direktør gennem 10 år, Thomas Bendtsen, forlader jobbet.
Det bornsholmske havneselskab Port of Roenne A/S smed torsdag en nyhed af de større, da de kunne offentliggøre, at havnens administrerende direktør gennem 10 år, Thomas Bendtsen, forlader jobbet.
Men selvom det måske har været en større nyhed udad til, så har de alligevel været forberedte på Rønne Havn, hvor de allerede har startet processen med at finde en passende profil til det store job.
“Det skal nok være muligt. Vi har kendt til dette i lang tid, men vi har ikke kunne melde noget officielt ud af forskellige grunde. Vi er allerede i gang med processen, og vi tror på, at det er muligt at finde nogle gode kandidater,” siger bestyrelsesformand for Rønne Havn, Lars Karlsson, til TV2 Bornholm.
Derfor er havneselskabet også allerede nu helt klar over, hvilke kompetencer en ny direktør skal have i tasken, for at kunne få lov at sætte sin underskrift på en ansættelseskontrakt på Solskinsøen.
“Vi har brug for en havnehåndværker med en bred erfaring fra branchen. Man skal ikke stirre sig blind på det ene eller det andet. Det er de brede kompetencer, der er vigtige,” siger Lars Karlsson.