I dag indvies ny havnekaj i Køge Havn
Køge Havn og Køge Jorddepot inviterer i dag til indvielse af den sidste del af havnens nye 1200 meter kaj. Det sker blandt andet med indvielsestale af borgmester Marie Stærke (S).
I dag inviterer Køge Havn og Køge Jorddepot til indvielse af den sidste del af havnens nye 1200 meter kaj. Det sker blandt andet med indvielsestale af borgmester Marie Stærke (S).
Når den nye del af kaj 49 i dag tages i brug, er hele kajanlægget på den nye del af Køge Havn færdig. Kajanlægget har en vanddybde på 8,5 meter. Kajen er 50 meter bred, 200 meter lang og indeholder både lys, strøm- og vandforsyning.
Skibe på op til 200 meter i længden, 30 meter i bredden og otte en halv meter i dybden vil i fremtiden kunne lægge til i Køges Nordhavn ved kaj 49, når Køge Havn og Køge Jorddepot åbner denne sidste etape af 1200 meter nyt topmoderne kajanlæg. Åbningen af den nye kaj betyder, at Køge Havn nu er færdig med den årelange udbygning af Køges havnefaciliteter.
”Det er utroligt tilfredsstillende at vi nu er nået i mål med de nye kajstrækninger. Efter at Søndre Havn er overgået til Køge Kysts boligbyggerier, har vi haft stor mangel på kajpladser i Køge Havn. Oveni trænger mange af de gamle kajer til renovering. Med det nye kajanlæg tilbyder vi erhvervskunderne i havnen et moderne anlæg med en meget høj sikkerhed,” lyder det fra Køge Havns bestyrelsesformand, Kim Lindsø.
”Med åbningen af den nye kaj har vi taget det sidste skridt frem mod at realisere Køge Havns målsætning om at fordoble omsætningen på havnen en overskuelig årrække. Nu kan vi modtage skibe, som er dobbelt så store som hidtil og bliver dermed en endnu stærkere samarbejdspartner for de mange lokale virksomheder i byen og oplandet, som vi betjener hver dag,” siger direktør for Køge Havn, Thomas Elm Kampmann.
Køge Havn er blandt Danmarks 10 største havne og omsætter hvert år 2 millioner tons gods. Udvidelsen af havnen er det største anlægsprojekt i Køges historie og har kostet over en milliard kroner.
Udvidelsen har været i gang siden 2007 og står nu færdig.
Fakta om den nye kaj
• Kajen er udstyret med lys, el og vand.
• Fortøjningsanlægget har plads til skibe op til 200 meter lange og 30 meter brede.
• Vanddybden ved kajerne er 8,50 meter.
• Langs kanterne hænger dæk fra dumpere, som skibene kan ligge op imod, og der er orange redningsstiger for hver 50 meter.
• Belægningen på kajanlægget består af 9 cm betonsten, 3 cm brolægningsgrus, 30 cm granitskærver og 28,50 cm bundsikring. Kajanlægget kan tåle store belastninger.
• Kajerne kan klare en vægt på 4 tons per kvadratmeter.
• Kajen er 200 meter lang og hele kajgaden på Kaj 49 til Kaj 59 er 1.200 meter lang.
• Totalt har Køge Havn nu indviet 2.200 meter nye kajer i den nye havn.