Thyborøn Havn låner millioner af kommunen
Havnen har tidligere forvaltet lån af den kaliber på sikker vis, og derfor tøver byrådet i Lemvig Kommune ikke med at låne over 87 millioner til Thyborøn Havn, der skal gå til fornyelsesprojekter.
Byrådet i Lemvig har nikket ja til at låne Thyborøn Havn 87,4 millioner kroner, som skal gå til en række fornyelsesprojekter. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Lånet gives i anledning af, at havnens sejlrende skal uddybes til 10 meter. Det giver en masse materiale i form af mest sand, som bruges til at fylde op og dermed udvide Sydhavnen.
– Der er planer om endnu en kaj i forlængelse af de to, der allerede er etableret – altså en Limfjordskaj 3. Derudover er der en istandsættelse af Søndre Mole og en ny indkørsel ved møllediget, så trafikken ikke kun kan komme ind ad den nuværende indkørsel, forklarede borgmester Erik Flyvholm (V).
Der var bred enighed om beslutningen i byrådet. Socialdemokratiet hæftet sig bland andet ved, at havnen har fået meget ud af tidligere projekter, og ikke har udnyttet den tidligere låneramme helt ud. Venstre håber, at udvidelsen vil lokke Vattenfall til at benytte havnen i forbindelse med opførslen af vindmølleparken Vesterhav Nord ud for kysten i Lemvig.