Stor lokal modstand mod ny Helsingør-forbindelsen
Mens tre svenske kommuner drømmer søde drømme om endnu en forbindelse mellem Danmark og Sverige over Øresund, så er en gruppe lokale borgere i Nordsjælland nu gået til modstand mod det ene af svenskernes forslag.
En gruppe borgere fra Espergærde, Snekkersten og Helsingør er nemlig gået sammen om at stifte Borgerinitiativet Stop HH-forbindelsen, som arbejder for, at projektet med tuneller mellem danske Helsingør og svenske Helsingborg begraves.
”Den skitserede tunnelforbindelse mellem Helsingborg og Helsingør er en miljømæssig katastrofe for store dele af Helsingør Kommune. Vi forudser tab af betydelige naturværdier både i den fredede Rørtang-kile, Egebæksvang skov og i Øresund,” siger talsmand Peter Pejtersen blandt andet til gruppens hjemmeside, ligesom de frygter, at Helsingørmotorvejen hver dag vil blive belases af 6000 ekstra køretøjer, mens 8000 ekstra passagerer vil tage Kystbanen.
Foreningen revser desuden økonomien bag det svenske forslag, ligesom borgerinitiativet frygter øget forurening i det nordsjællandske.
”Den foreslåede HH-forbindelse flytter trafikken og CO2-forureningen fra Sverige til Helsingørmotorvejen/Kystbanen. Og selv om vi holder meget af svenskerne, mener vi, at de svenske trafikproblemer bør løses i Sverige”, siger Peter Pejtersen.