Styrker ledelsen – Sundbusserne har fået nye medejere
Rederiet Sundbusserne, der dominerer Øresund med flere ruter ud fra Helsingør, blandt andet til Helsingborg, Hven og København, har denne uge fået nye medejere.
For at styrke eksisterende ruter og produkter samt med henblik på at udvide med nye tiltag på Øresund, har Sundbusserne fået nye stærke kræfter i ejerkredsen.
De nye medejere ønsker at styrke og udvikle hovedruten Helsingør-Helsingborg og sommerruten København-Hven-Helsingør samt de andre ruter, Sundbusserne arbejder med. Som et led i den plan har rederiets færger M/S Pernille og M/S Jeppe allerede været på værft og er blevet opgraderede såvel indvendigt som udvendigt.
Geir Jansen sælger sine aktier i Sundbusserne A/S til Dujardin A/S, der tegnes af Ralf Dujardin, direktør og bestyrelsesformand, og ’Kronborg Capital’ – et lokalt investeringsselskab – er indtrådt med en andel. Hans Froholdt fortsætter som medejer og vil fortsat tegne virksomheden udadtil. De nye medejere, der alle er erfarne forretningsfolk og nogle også shippingkyndige, vil indgå i bestyrelse og deltage aktivt i strategi og planlægning, men ikke i rederiets egentlige drift.
”Vi er gået ind Sundbusserne med den intention at arbejde på den lange bane. Sundbusserne er en unik virksomhed, der kan så meget mere end at transportere gæster. Det er en hyggelig oplevelse at tage en Sundbus, hvad enten det er ruten Helsingør-Helsingborg, Helsingør-Hven-København eller Helsingør og Helsingborg-København. Netop det at skabe oplevelser er helt central i den vision og de planer, vi arbejder med. Vi er meget optimistiske i forhold til med den ene hånd at konsolidere og med den anden hånd udvikle virksomheden og aktiviteterne yderligere,” lyder det fra Ralf Dujardin.
”Jeg er både glad og lettet over de nye stærke kræfter, der er kommet til. Alle kan forestille sig, at de sidste år med Covid-19 og lange perioder, hvor vi har været lukket ned, har været hårde for en virksomhed som vores. Denne nye, stærke ejerkonstruktion er lige det, der skal til, for at skubbe Sundbusserne helt ind i fremtidens færgefart,” siger Hans Froholdt.