Hurra for Norge – Nordjysk virksomhed elsker nordmændene
Der lyder masser af norske gloser hos Vestkajens Maskinværksted i Hirtshals, for størstedelen af kunderne er norske. Men der er planer om at få flere danske kunder i folden.
Masser af lokale kuttere kigger forbi Vestkajens Maskinværksted i Hirtshals. Nogle får justeret ventiler eller skiftet et filter, mens andre har bestilt en noget større overhaling, men der er ingen tvivl om, hvor flertallet af virksomhedens kunder kommer fra.
“Norske rejefiskere står for en stor del af vores omsætning, så de er selvsagt også utrolig vigtige for vores forretning. Vi kan klare det meste selv, eller også samarbejder vi med en underleverandør, så vores kunder kun skal forholde sig til os, og det foretrækker de fleste af vores norske kunder,” siger afdelingsdirektør Morten Mikkelsen.
Og de norske kunder sætter i dén grad pris på den service, som de får hos Vestkajens Maskinværksted, som snart fejrer 40 års jubilæum.
“Det er nærmest en tradition, at de kommer her, og vi har et godt personligt forhold til dem. Samtidig kender vi deres både indgående, og vi ved, hvilket udstyr der er monteret i bådene, så vi ved, hvilke dele vi skal sørge for at have hjemme, når en given kutter kommer til service,” siger Morten Mikkelsen, som hvert år tager til Norge for at besøge kunderne og pleje de personlige forbindelser, så det gode samarbejde kan fortsætte også i de kommende år.
Men ud fra en ‘det-er-farligt-at-putte-alle-æg-i-en-kurv’-tankegang har direktøren gjort sig tanker om, hvordan han får flere danske kunder i butikken til at supplere de norske.
“Vi har en række danske fiskere, som tidligere har været kunder hos os, men måske har fået bygget ny kutter i Skagen eller Thyborøn. En stor del af den tonnage må snart være udenfor garantiperioden, og det kunne da være godt at få dem tilbage som kunder, og vi kan jo lave alt her, og der er mulighed for at få båden på land samtidig, så det burde kunne trække nogen til,” siger Morten Mikkelsen, som også har blikket rettet mod Hvide Sande.