Her er Søby Værfts nye direktør
Søby Værft har fundet sin nye direktør, der tager over den 1. juni i år. Det oplyser værftet i en pressemeddelelse.
Det bliver 55-årige Tejs Beltov, der tager roret på Søby Værft den 1. juni i år. Tejs Beltov har sine rødder i det maritime – han er uddannet skibsfører samt skibsingeniør med linje i planlægning og produktion og har gennem sin karriere videreuddannet sig med en MBA og kurser i blandt andet salg ved forskellige internationale skoler.
Tejs har tidligere virket som direktør i forskellige servicevirksomheder i det blå Danmark; været omkring klassifikationsselskaber for senest at bestride stillingen som direktør for strategi og forretningsudvikling hos svenske Cargotec, som beskæftiger sig med tung havneinfrastruktur og lasthåndteringsudstyr samt løsninger til den maritime industri.
Søren Andersen, der har været konstitueret direktør siden april og som nu igen skal indtage posten som bestyrelsesformand, er begejstret over den nye tiltrædelse.
”Vi har været igennem en meget intensiv proces sammen med Konsulenthuset Ballisager for at finde den helt rigtige kandidat. Med Tejs kan vi sætte flueben ved alle vore ønsker for en ny profil; der kan videreføre de stolte traditioner, og samtidig kan sikre fremtidig vækst og udvikling for værftet sammen med vore mange dygtige medarbejdere,” siger Søren Anderden.
”Jeg kender Søby Værft som en troværdig samarbejdspartner og et kvalitetsværft med stort potentiale, og jeg glæder mig til at stå i spidsen for værftet. Jeg er sikker på, at vi sammen vil kunne bringe Søby Værft i en stærkere position fremover, og jeg ser frem til samarbejdet med alle medarbejdere og møde kunder og samarbejdspartnere,” siger Tejs Beltov.
Tejs Beltov er i øjeblikket bosiddende på Sjælland, men han flytter i nær fremtid til Ærø.