Den maritime julekalender – 4. december
Julen står for døren og nedtællingen er nu i fuld gang! Hver morgen tager vi et kig i nyhedsarkivet for det forgangne år. Glædelig 4. december.
Hos Maritime Direct tæller vi ned til julen ved at kigge tilbage på årets sjoveste, skøreste, skæveste, vigtigste og mest skelsættende historier. Glædelig 4. december.
Bag dagens låge gemmer sig historien om Samsø Rederis nye hurtigfærge Lilleøre og ankomsten til Kattegat.
Tirsdag den 4. maj klokken 6.30 kunne rederiet nemlig endelig hæve glasset og ønske hinanden tillyke og ikke mindst velkommen til den nye hurtigfærge Lilleøre. Her stævnede færgen nemlig for første gang ud på sin nye faste rute mellem Sælvig Havn på Samsø og Dokk1 i Aarhus Havn. Det skete dog efter mere end et års forsinkelse og adskillige bump undervejs.
Forud var gået et forløb, hvor først coronapandemien og de mange restriktioner, der fulgte med, fik udskudt bygningen af fartøjet på det kinesiske værft AFAI.
Da Lilleøre endelig nåede til Danmark var det en fagforeningssag mellem rederiet og FOA, der skabte overskrifter. Her måtte arbejdsretten i København agere dommer i en tvist om hvilken fagforening det nyansatte færgepersonale på hurtigfærgen M/F Lilleøre skulle organiseres i.
Her mente fagforeningen for offentligt ansatte, FOA, at søfolkene hørte til hos dem, men Samsø Rederi, som er ejet af Samsø Kommune, havde allerede en overenskomst med Lederne Søfart. Arbejdsretten dømte i sidste ende til rederiets fordel.
Ti dage inden den længe ventede indvielse af den nye hurtigfærge blev projektet nok engang ramt af uheld – eller rettere en anden færge. Her var en menneskelig fejl nemlig skyld i, at Samsø Rederis andet fartøj Prinsesse Isabella kolliderede med Lilleøre under en indsejling til Sælvig Havn.
Heldigvis kom ingen personer noget til ved påsejlingen, ligesom der heller ikke skete større skade på skibene, end at en hurtig tur på værftet Orskov Yard i Frederikshavn kunne rette op på det. Her fik en strejke blandt personalet dog svedet frem på panden af flere østjyder, men Lilleøre kom hjem hurtigere end planlagt og kunne altså endelig tage sin første tur på sin nye rute.