Tæt på udsolgt over Kattegat – Tour de France giver travlhed hos Molslinjen

Express 2. Foto: Molslinjen
Express 2.

Flere afgange den 2. juli med Molslinjens færger mellem Aarhus og Odden er allerede udsolgt eller meget tæt på at være det.

Offentliggjort

De rejsende gennem Danmark har måtte se sig om efter alternative ruter, når Storebæltsbroen på lørdag får besøg af Tour de France-feltet under verdens største cykelløb.

Broen, som forbinder Fyn og Sjælland, er nemlig spærret det meste af dagen, og det har fået mange rejsende til at slå vejen forbi Molslinjens færger, der allerede nu har tændt for de røde lamper på flere af lørdagens afgange, mens andre er tæt på også at være udsolgt.

“Vi kan fornemme på bookingsituationen, at det her på seneste for alvor er gået op for folk, at Storebæltsbroen rent faktisk er fuldstændig lukket det meste af dagen. Så alle afgange er enten udsolgt eller meget tæt på,” siger Molslinjens kommunikationschef, Jesper Maack, til DR.

I alt forventer Molslinjen, at færgerne skal transportere omkring 20.000 passagerer lørdagen igennem, og derfor har rederiet indkaldt ekstra mandskab.

Powered by Labrador CMS