Maersk Drilling sikrer million-kontrakt med Shell Malaysia
Maersk Drilling har sikret sig en kontrakt med Shell om boring af fire brønde i Malaysia til en værdi af 34 millioner dollar. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
De fire brønde skal bores i forbindelse med projektet ved navn Gumusut-Kakap ud for Malaysia, og kontrakten indeholder optioner for boringer af yderligere fem brønde.
“Vi er glade for at kunne bekræfte, at Maersk Viking returnerer til Shell Malaysia for arbejde på Gumusut-Kakap projektet. På den måde er vi i stand til at bygge videre på det fantastiske samarbejde, som riggens højt specialiserede besætning har etablerede i løbet af det nuværende arbejde med Brunei Shell Petroleum,” siger COO i Maersk Drilling, Morten Kelstrup.
Maersk Viking er et specialiseret ultra-deepwater boreskib, der blev leveret til det danske selskab i 2013, og det skal efter planen starte i Malaysia i december i år. Kontrakten, der har en værdi på 34 millioner dollar, har en varighed på 150 dage.