Rekordmange kvinder er optaget på de maritime uddannelser

Arkivfoto
Arkivfoto

Køns­for­de­lin­gen på de maritime uddannelser har længe været skæv, men i år ses tegn på ny udvikling. Antallet af kvindelige studerende optaget på de maritime uddannelser er nemlig steget med 67 procent, og det vækker glæde i branchen.

Offentliggjort

De maritime uddannelser kunne sidste uge melde om en stigning på syv procent flere studerende optaget på en maritim uddannelse gennem KOT (Den Koordinerede Tilmelding), og derudover er antallet kvindelige studerende også steget markant.

Ud af de 860 kommende studerende er 50 kvinder. Sidste år var det tal kun 30. Det er en stigning på 67 procent, og det vækker glæde hos Danske Rederier.

“Vi arbejder benhårdt på at tiltrække og fastholde flere kvinder i branchen, derfor er jeg utrolig glad for at høre, at vi nu ser rekordmange kvinder, som ønsker en karriere til søs,” siger direktør for arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse, Anne Windfeldt Trolle.

Hvis man medregner kvinderne ansat på de danske færger, er omkring 10 procent af de søfarende kvinder. Fraregnes de ansatte på færgerne er det kun omkring fire procent af de søfarende, der er kvinder, og det er alt for få.

Danske Rederier har derfor i de seneste år arbejdet målrettet med at rekruttere flere kvinder til branchen og de maritime uddannelser. Der er blandt andet blevet oprettet men­tor­ord­nin­ger for studerende, rollemodels-initiativer, ‘Charter for flere kvinder i shipping’, samt nedsat en taskforce med målrettede initiativer på området.

“Rigtig mange af vores rederier arbejder meget fokuseret med at tiltrække og rekruttere flere kvinder til søs, men uddannelserne er første led i fødekæden, hvis det skal lykkes. De maritime uddannelser er fortsat en af grundstenene i vores indsats for at få flere kvinder til at vælge en karriere til søs, og derfor håber jeg, at det her kun er begyndelsen på en mere ligelig fordeling mellem kønnene på de maritime uddannelser,” siger Anne Windfeldt Trolle

Andelen af kvindelige studerende på de maritime uddannelser er dermed steget fra 3,7 procent sidste år til 5,8 procent i år.

17 procent af de ansatte i danske rederier er i 2023 kvinder mod 15 procent i 2019.

Powered by Labrador CMS